Nu åbner den græske børs: Rent blodbad

Aktiemarkedet i Athen styrt-bløder efter kort tids handel. På få minutter har markedet mistet 23 % af sin værdi

Aktiemarkedet i Grækenland er efter få minutters handel faldet med 23 % (Foto: AP)
Aktiemarkedet i Grækenland er efter få minutters handel faldet med 23 % (Foto: AP)

Børsen i Athen åbnede mandag efter at have været lukket siden 29. juni, hvor den græske regering indførte kapitalkontrol.

Forud for genåbningen af børsen har der været voldsomme spekulationer i, hvordan det græske aktiemarked ville reagere ovenpå den nyligt indgåede gældsaftale med EU-landene, men efter få minutters handel er det bredde index faldet med hele 23 %.

Værst står det til for de græske bankaktier, der falder med op mod 30 %.

Det voldsomme fald på det græske aktiemarked, vækker dog ikke panik hos de danske aktieanalytikere, der tager den græske krise med ophøjet ro.

- Betydningen af det blodbad, vi lige nu ser på det græske aktiemarked, er til at overse for de danske investorer og den danske økonomi i al almindelighed, lyder formaningen fra cheføkonom i Sydbank Jacob Graven til Ekstra Bladet.

Han forklarer, at de seneste års armod i den græske økonomi for længst har fået både store og små danske investorer til at forlade markedet samtidig med, at den danske eksport til Grækenland er meget begrænset.

Forventeligt
Den græske krise er i sig selv ikke noget større problem for den danske økonomi, medmindre gældskrisen i det sydeuropæiske land bredder sig til andre skrøbelige økonomier omkring middelhavet.

- Hvis krisen i Grækenland breder sig til Italien, Spanien og Portugal vil eurozonen og dermed Danmark få store økonimiske problemer.

- Den tendens så vi tilbage i 2012, hvor der var en begrundet frygt for, at den økonomiske krise i Sydeuropa kunne starte en dominoeffekt og vælte en række økonomier, men det er ikke en stor frygt hos investorerne lige nu, forklarer Jacob Graven, der ikke er overrasket over aktiemarkedets reaktion fra morgenstunden.

- Det politiske klima er meget usikkert lige nu og på trods af, at man har indgået en aftale med kreditorerne, så landet lige nu kan blive i euroen, er det usikkert, hvad der sker med landet i fremtiden. Det er ikke urealistisk, at landet i sidste ende kommer til at forlade eurosamarbejdet, lyder analysen.

Billigere priser
I stedet vil krisen kunne mærkes for de danske turister, der endnu ikke har været af sted på sommerferie.

- Den græske gældskrise har betydet, at grækerne har indført en række reformer, hvor man har sænket lønningerne. Det har haft en afsmitning på prisniveauet i landet, der formentlig vil falde en smule på trods af, at man samtidig har hævet momsen på en række vare.

Skulle det ske, at Grækenland forlader euroen, er det med at pakke kufferten og komme afsted:

- Forlader Grækenland euroen, kan det dog blive meget billigere. En ny græsk valuta vil formentlig være det halve værd af euroen og man vil dermed fra den ene dag til den anden få dobbelt så meget for sine penge indtil priserne igen stabiliserer sig.

44 kommentarer
Vis kommentarer