Nu åbner IKEA igen - men ikke som de plejer

Butikskæden IKEA åbner sine butikker i Danmark om ti dage

En næsten tom parkeringsplads foran IKEA i Skejby godt en uge efter, at statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af Danmark. Foto: Claus Bonnerup
En næsten tom parkeringsplads foran IKEA i Skejby godt en uge efter, at statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af Danmark. Foto: Claus Bonnerup

I kølvandet på regeringens beslutning om at udvide genåbningen af Danmark slår flere butikker inden længe dørene op for kunder igen.

Det gælder også for butikskæden IKEAs danske varehuse, som vil åbne for fysisk handel fra 27. april, oplyser IKEA på deres hjemmeside.

Den fulde IKEA-oplevelse, som for mange nok omfatter en omgang 'kötbullar' i restauranten, vil dog først blive tilgængelig senere hen.

IKEA vil nemlig fortsat holde restauranterne og børnenes legeland 'Småland' lukket, skriver de.

Mette Frederiksen og de øvrige partileder blev natten til fredag enige om en yderligere genåbning af Danmark. Foto: Philip Davali Samfund - 17. apr. 2020 - kl. 10:54 Her er listen: De må åbne - de skal holde lukket

Sker efter anbefalinger
IKEA oplyser, at man i forbindelse med genåbningen tager en række forholdsregler for at sikre både kunderne og de ansatte.

Man vil blandt andet opsætte plexiglas ved kasserne og sørge for, at der er 40-60 standere med håndsprit i hvert varehus.

Også de af myndighederne fastlagte retningslinjer for kvadratmeter pr kunde har man ifølge IKEA helt styr på.

'Faktisk er varehusene så store, at vi endnu aldrig har oplevet, at der kun var 4 m2 per kunde. Selv ikke på de travleste dage med allerflest besøgende. Alligevel er vores medarbejdere opdateret på alle sikkerhedsforanstaltninger. Ikke kun i forhold til vores kunder, men også i forhold til hinanden', skriver de på deres hjemmeside.

Selvom størstedelen af Danmark har været lukket ned siden 11. marts, har flere større butikker som for eksempel Jysk og Silvan haft åbent for fysisk handel flere steder.

IKEA valgte, kort efter statsminister Mette Frederiksen (S) havde holdt sit første pressemøde, at lukke alle deres butikker.

49 kommentarer
Vis kommentarer