Nu bliver peberspray tilladt: Her kan du købe dem

Fra 1. januar kan alle over 18 år investere i peberspray til selvforsvar i eget hjem

Danmarks våbenhandlere glæder sig ifølge Danmarks Våbenhandlerforening til at få lov til at sælge det nye produkt. Det er endnu uvist, hvor stor interessen vil være. Foto: Rasmus Baaner
Danmarks våbenhandlere glæder sig ifølge Danmarks Våbenhandlerforening til at få lov til at sælge det nye produkt. Det er endnu uvist, hvor stor interessen vil være. Foto: Rasmus Baaner

Det bliver alene våbenhandlere med tilladelse til at forhandle våben, som får lov til at sælge peberspray til danskerne.

Det oplyser direktør for Danmarks Våbenhandlerforening Poul Erik Pedersen til Ekstra Bladet.

Altså skal man i en af de 70 jagtbutikker i Danmark, som er organiseret under Danmarks Våbenhandlerforeninger, hvis man ønsker at skaffe sig peberspray.

Årsagen er, at peberspray betragtes som et våben, og at det altså kræver særlig tilladelse til at forhandle den slags.

Og det bliver i første omgang nødvendigt at møde fysisk op i jagtbutikken. Altså kan det ikke lade sig gøre at købe peberspray til levering over internettet.

- Man skal fremvise id, så man kan sandsynliggøre, at man er over 18 år, siger Poul Erik Pedersen til Ekstra Bladet.

Poul Erik Pedersen fortæller, at Danmarks Våbenhandlerforening har været i dialog med myndighederne for netop at få svar på spørgsmålet.

Han fortæller videre, at de danske våbenhandlere nu har fået travlt med at bestille varer hjem, så man er klar til at sælge peberspray fra 1. januar.

Se også: Nu bliver det lovligt at have peberspray i hjemmet

Den nye lov, som er blevet vedtaget tirsdag, gør, at det fremover er tilladt at købe og opbevare peberspray i eget hjem. Hensigten er at give danskerne mulighed for at forsvare sig selv. Eksempelvis under hjemmerøverier.

Kritikere hævder, at peberspray risikerer at falde i de forkerte hænder, så folk med kriminelle hensigter nu nemt kan skaffe sig en peberspray, som de kan bruge til at angribe med.

Men Poul Erik Pedersen mener ikke, at det bliver noget stort problem.

- Man kan nemt finde andre ting, som kan gøre det samme, men som endda er farligere. Eksempelvis knive, siger han.

FAKTA: Peberspray kan gøre blind i en halv time

Få her et overblik over, hvad en peberspray indeholder, og hvordan den virker:

* Peberspray, også kaldet OC (Oleoresin Capsicum), er beslægtet med tåregas - men er langt stærkere.

* Indholdet består af cayennepeber eller chili, som er blandet i opløsningsmiddel. Det fyldes i en spraydåse, som indeholder drivmiddel, der hjælper dåsens indhold ud i en tynd stråle.

* Peberspray kan ramme på op til mellem seks og syv meters afstand.

* En dåse peberspray indeholder omkring to millioner Scoville Heat-units, der er en enhed til at måle frugter og grøntsagers styrke.

* Dermed svarer pebersprayens styrke omtrent til styrken for verdens stærkeste chili. En stærk, thailandsk ret måler typisk mellem 50 til 200 på Scoville-skalaen.

* Bliver man ramt af peberspray i ansigtet, medfører det akutte smerter i øjne og på huden, tåreflåd og flåd fra næsen, vanskeligheder med vejrtrækning, hoste, generelt ubehag i kroppen samt ufrivillig blinken eller lukning af øjnene.

* Vand reducerer virkningen hurtigere.

* Når en person rammes af sprayen, er vedkommende i de fleste tilfælde ude af stand til at orientere sig og tvinges derfor til at opgive et eventuelt angreb eller udvise fysisk modstand.

* Blindheden varer i omkring en halv time. Det generelle ubehag forsvinder typisk helt efter to timer, og sprayen giver ikke varige skader.

* Politiet har siden 1. januar 2008 haft peberspray som en fast del af deres udrustning.

Kilde: Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, Legaldesk.dkguinnessworldrecords.com.

Hvis du beslutter dig for at købe en peberspray, skal du gøre det på et tidspunkt, hvor du har mulighed for at tage direkte hjem efter købet. Det er nemlig ikke tilladt at bære rundt på en peberspray, medmindre du er på vej hjem fra butikken.

- Der er ikke mulighed for svinkeærinder på eksempelvis et værtshus på vejen hjem, siger Poul Erik Pedersen.

Ud over de 70 jagtbutikker, som altså nu alle får mulighed for at sælge peberspray, så findes der en række andre mindre butikker - især i provinsen - som også har tilladelse til at sælge våben, oplyser Danmarks Våbenhandlerforening.

Også vagter og eksempelvis personer, der lever under politibeskyttelse, har med den nye lov nu mulighed for at forsvare sig selv med peberspray.

Poul Erik Pedersen fortæller, at der arbejdes på at finde en digital løsning, så butikker med tilladelse til at sælge våben får mulighed for at sælge våbnene over internettet. Men det kræver, at kunderne kan legitimere sig selv - eksempelvis med brug af NemID.

Se også: Dansk 'peberspray'-pige skaber overskrifter: Undgik voldtægt

484 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen