Nu er 15 personer smittet med coronavirus i Danmark

Flere af de smittede er kommet hjem fra rejser til Norditalien, som er hårdt ramt af coronavirus

Lone Simonsen, professor med ekspertise i pandemier, svarer på brugerspørgsmål. Foto: Anthon Unger, Ritzau/Scanpix, AP / Producer: Lasse Brøndal

På en uge er antallet af personer, der er konstateret smittet med coronavirus, steget fra 0 til 15 personer, mens 190 personer er i karantæne.

Det står klart, efter at Styrelsen for Patientsikkerhed onsdag aften meddeler, at yderligere fem personer er testet positiv for coronavirus.

Styrelsen oplyser endvidere i pressemeddelelsen, at man er i gang med smitteopsporingen og håndteringen af de personer, der har haft tæt kontakt til de smittede.

Disse personer kommer i hjemmekarantæne, lyder det.

Styrelsen for Patientsikkerhed skriver, at én af de nye smittede personer er konstateret på Færøerne.

Det er dog usikkert, om der er tale om den samme person, der tidligere onsdag blev omtalt af Færøernes sundhedsminister, Kaj Leo Holm Johannesen, på et pressemøde.

Der er ud over det ikke nogen oplysninger om de nye smittetilfælde indtil videre. Derfor kendes hverken køn, alder eller bopæl for nuværende.

Det er efterhånden en uge siden, at den første person i Danmark blev testet positiv for coronavirus.

Indtil videre er alle de personer i Danmark, der er testet positiv for coronavirus, kommet hjem fra rejser i udlandet. Flere af dem har været i Norditalien.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at personer, der siden 2. marts er kommet frem fra et af de særlige risikoområder, bør holde sig hjemme i 14 dage efter hjemkomsten.

Man skal under alle omstændigheder ikke besøge sygehuse, plejecentre eller lignende, lyder opfordringen fra styrelsen.

531 kommentarer
Vis kommentarer