Nu er Christians feriehus ædt af havet

Nordjysk sommerhus røg i Nordsøen natten til søndag - ejeren havde netop fået lov til at kystsikre det

Se optagelser fra i eftermiddags der viser, hvordan sommerhuset er 'ædt op' af havet. (Video René Schütze)

Få dage efter at Christian Hartmann efter flere års kamp havde fået miljømyndighedernes tilladelse til at kystsikre sit særdeles udsatte sommerhus ved Nørlev Strand ved Hjørring, rev Nordsøen huset omkuld og slog det til pindebrænde.

Katastrofen indtraf dagen før udløbet af en nedrivningsfrist pr. 1. februar, som Hjørring Kommune har sat for den på alle måder udsatte bygning.

Men for få dage siden modtog Christian Hartmann i 11. time et tilsagn fra Miljøministeriet og Kystdirektoratet om, at han havde grønt lys til at kystsikre og genopbygge husets fundament.

Tilladelsen satte nedrivningspåbuddet ud af spil.

Skred ned ad klitten lørdag nat
Så langt nåede Christian Hartmann bare ikke. Natten til søndag skred det dejlige sommerhus ned ad klitten og ud i brændingen. Den dødsdømte bygning er allerede totalt smadret.

- Jeg er selvfølgelig glad for, at myndighederne har givet lov til at sikre huset. Men jeg er også bitter over, at det først på et meget fremskredent tidspunkt har været muligt for mig at få tilladelse til at passe på min ejendom, siger Christian Hartmann til Ekstra Bladet.

Så mens havet de kommende dage splitter bygningsdelene ad, overvejer Christian Hartmann de næste skridt.

- Jeg kan selvfølgelig sagsøge staten for - indtil for et par dage siden - at have forhindret mig i at beskytte min ejendom. I mine øjne er det en grundlovsfæstet ret.

- Jeg kan ikke vinde over staten
- Men jeg ved jo også, at man ikke kan vinde over staten og alle dens advokater.

- Jeg vil forsøge at blive holdt skadesløs, fordi det ikke har været muligt at sikre ejendommen bedre. Hvordan det lige skal ske, ved jeg ikke, siger Christian Hartmann.

Nabohuset på Nørlev Strand er også særdeles truet af havet. Her har Hjørring Kommune givet frist til 1. marts til nedrivning.

 

139 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere