Nu er der gang i bødeblokken igen: Så mange p-bøder er der udskrevet

I en periode blev der uddelt nul bøder i de københavnske gader. Sådan står det ikke til længere

Skulle der sidde en bilist eller to og tænke, at de stadig kan parkere, hvor de vil, uden at det får betydning for pengepungen, må vi desværre skuffe. Foto: Ritzau Scanpix
Skulle der sidde en bilist eller to og tænke, at de stadig kan parkere, hvor de vil, uden at det får betydning for pengepungen, må vi desværre skuffe. Foto: Ritzau Scanpix

I den seneste tid har intet været, som det plejer. Landet har været lukket ned og folk har været hjemsendt som følge af coronakrisen.

De offentlige ansatte parkeringsvagter har ligeledes været hjemsendt, men er nu kommet tilbage på gaden. Dermed er bødeblokken kommet op af lommen igen på de københavnske parkeringsvagter.

Vagternes retur har resulteret i 448 parkeringsbøder siden slutningen af april.

'Fokus er nu ikke længere kun på farlige parkeringer, da byen nu i høj grad er på vej til at vende tilbage til et mere normalt hverdagsliv,' oplyser Københavns kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, til Ekstra Bladet.

Ikke så travlt som sidste år
Sidste år havde p-vagterne i Københavns Kommune travlt med at udskrive bøder og uddelte i alt 332.713 parkeringsafgifter. Det var en stigning på knap 25.000 sammenlignet med året før.

Hjemsendelsen har haft en stor betydning for antallet af p-bøder. For i hele fem uger fra 12. marts frem til slutningen af april blev der ikke uddelt en eneste afgift.

Tidligere lød det fra kommunen om grunden til det voldsomme fald af uddelte p-bøder:

'Alle vores p-vagter er på gaden i København hver dag. Men i de forløbne måneder - hvor byen har været mere stille end sædvanligt - har en del af dem assisteret politiet ved at anvise borgerne hensigtsmæssige og hensynsfulde måder at færdes i byen, så sundhedsmyndighedernes afstandskrav overholdes.'

Statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede landet ned fra 12. marts. Indtil da blev der udstedt 9944 parkeringsafgifter. Herefter er tallet nul.

Til sammenligning blev der i januar og februar udstedt henholdsvis 28.368 og 26.649 afgifter, fremgår det af en mail sendt til Ekstra Bladet.

194 kommentarer
Vis kommentarer