Nu er det officielt: Dette er verdens højeste statue

Opførelsen af statuen har haft stor betydning for premierminister Narendra Modi, som stod for indvielsen

Sardar-statuen er enorm. (Video: AP)

Indien indviede onsdag verdens højeste statue med festfyrværkeri, folkedans og blomsterudsmykninger omkring den 182 meter høje skulptur af en af landets uafhængighedshelte.

Premierminister Narendra Modi stod for den officielle åbning af statuen af Sardar Vallabhbhai Patel. Opførelsen af statuen har haft stor betydning for den indiske leder, som erklærede, at 'dette er en dag, som vil gå over i Indiens historie.'

Statuen er over dobbelt så høj som Frihedsgudinden i New York, og den overgår også den 128 meter høje Spring Temple Buddha statue i Kina, der er verdens næststørste statue.

Se også: Se verdens højeste statue: Næsten dobbelt så høj som 'Frihedsgudinden'

Det indiske luftvåben fløj hen over den gigantiske figur og der blev kastet rosenblade ned over den fra en helikopter, da Modi stod bøjet foran den.

Den indiske premierminister hyldede Sardar Patel for evnen til at tænke 'strategisk', da han bragte det splittede land sammen efter uafhængigheden i 1947.

- Denne Enhedens Statue er et symbol på vores ingeniørkunst og tekniske formåen, sagde Modi, mens over 5000 bevæbnede politifolk bevogtede stedet, hvor statuen er rejst i et fjernt hjørne af delstaten Gujarat.

Opførelse tog fire år
En række grupper kritiserer byggeriet af statuen, der har kostet over 2,6 milliarder kroner, og som har været under opførelse i fire år.

Over 3500 arbejdere har været involveret i byggeriet.

En lokal politiker, Chotu Vasava, siger, at grupper af lokale klaner er blevet udnyttet af forskellige regeringer, og at det også er sket nu.

- Hvad skal man med en sådan statue, hvis folk, der bor ved den, sulter og bliver flyttet fra deres hjem? siger han.

Regeringen i Gujarat siger, at 185 familier har fået kompensation, fordi de måtte flyttes for at gøre plads til bygningen af statuen.

Sardar Patel var vicepremierminister i Indiens første regering efter uafhængigheden.

Myndighederne håber, at statuen vil trække 15.000 besøgende til området dagligt. Den står omkring 100 kilometer fra den nærmeste større by, Vadodara.

44 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere