'Nu er han ude og ryge igen. Han laver ikke en skid ...'

Oplever du, at du tager et større slæb på arbejdet? Knap en tredjedel føler, de yder mere end deres kolleger, viser ny undersøgelse. - Selvovervurdering, lyder det fra arbejdspsykolog

(Genrefoto: Colourbox)
(Genrefoto: Colourbox)

Klokken nærmer sig 16. Dine kolleger slukker for computeren, pakker sammen og tager hjem. Men ikke dig. Du bliver hængende. For der er jo opgaver, der ikke er færdige. Igen er det dig, der tager slæbet.

Lyder det genkendeligt?

Så er du blandt den tredjedel af danskerne, der føler, de laver mere end deres kolleger. Det viser en ny meningsmåling, som analysebureauet Wilke har lavet for Avisen.dk

Men følelsen er primært udtryk for en generel selvovervurdering, lyder det fra arbejdspsykolog Anton Eg.

- En række mennesker har en overdreven forestilling om, at de yder en større indsats end deres kolleger, forklarer Anton Eg.

Man kender sig selv bedst
At overvurdere sin egen indsats er en del af den menneskelige psyke, forklarer arbejdspsykologen. Men der kan også være en helt naturlig forklaring på, at en tredjedel oplever, at de knokler mere end deres kolleger.

- Man ved jo mere om, hvad man selv laver, end hvad kollegerne laver. Der kan være arbejde, der er mere usynligt. Noget, man ikke opdager, siger Anton Eg.

- Følelsen af at lave mere kan derfor både være reel og ikke reel, forklarer han.

Vaskeægte lønmodtagermentalitet
En del af forklaringen er, at folk har meget forskellige holdninger til, hvor meget arbejdet skal fylde i ens liv, fortæller Anton Eg. Generelt identificerer folk sig stærkt med deres arbejde og henter meget anerkendelse på arbejdspladsen. Men folk er forskellige.

- Nogle leverer 37 timer på arbejdet, og så er det slut. Andre har en opfattelse af, at arbejdet er et sted, hvor man knokler igennem, forklarer Anton Eg.

Læs også: Konfliktsky? Sådan takler du konflikter

Spørger man serie-iværksætter Morten Wagner, manden bag virksomheder som arto.dk, Freeway og dating.dk, viser undersøgelsen, at danskere er ramt af en omfattende lønmodtagerkultur. Han mener, at danskere burde være meget mere resultatorienterede og lære af de iværksættere, der tager chancen.

- Iværksættere er langt mere resultatorienterede. De er, stort set, ligeglade med hvem, der laver hvad. Bare de når i mål. Det vigtigste for dem er: Vandt vi - eller tabte vi?, siger Morten Wagner.

- Det her med at sidde og skule til Jørgensen på den anden side af bordet og mumle for sig selv, at 'han da godt nok sidder og fiser den af' og 'nu er han ude at ryge, og se lige, hvad jeg nåede at lave i mellemtiden', det er altså virkelig funktionæragtigt, lyder det fra Morten Wagner.

Risiko for dårligt psykisk arbejdsmiljø
Iværksætter eller lønmodtager. Oplevelsen af at trække det største læs, er et tabu, forklarer Anton Eg. Og problemet er, at hvis tabuer ikke kommer på bordet, risikerer man, at der udvikler sig et dårligt psykisk arbejdsmiljø, siger Anton Eg.

- Hvis man ikke taler om det, og konflikten bliver ved med at ligge skjult og usagt, så er det som med alle andre typer af tabuer: Så bliver det kun værre, fortæller Anton Eg, der tror, at den type konflikter vil trives bedst på arbejdspladser med en meget fraværende ledelse.

Læs også: Spot lortechefen! Sådan gør chefen dig utryg

- En ledelse skal lede og fordele arbejdet og lægge en struktur, der signalerer, hvem og hvor meget, ‘vi arbejder her’, forklarer Anton Eg.

- Gør en ledelse ikke det, giver det langt større grobund for splid, konstaterer arbejdspsykologen.

Hvem tog opvasken sidst?
Meningsmålingen viser desuden, at der ikke er den store forskel på, om det er kvinder eller mænd, der føler, at de er dem, der giver den en ekstra skalle på deres arbejde. Dog er der en svag overvægt af mænd, der, i deres egen opfattelse, knokler igennem.

Det overrasker ikke arbejdspsykolog Anton Eg.

- Det tror jeg er helt reelt. Flere undersøgelser peger på, at selv om kvinder stormer frem, er det fortsat dem, der går tidligt, henter børnene og har det største ansvar for familien, forklarer Anton Eg.

Læs også: Kolleger til stressede: Stop nu det klynkeri

Han ser desuden den samme type problematikker i rigtig mange parforhold. Her er der også en udpræget tendens til, at man hver især føler, man trækker det største læs på hjemmefronten.

- Den er helt klassisk. Her opstår en lang række konflikter om, hvem der tager opvasken mest. Her er det måske ikke i samme grad et spørgsmål om selvovervurdering, men at man savner, at ens indsats bliver værdsat af ens partner, forklarer Anton Eg.

Et solidarisk Danmark
Til trods for, at knap en tredjedel har store tanker om deres egen arbejdsindsats, er det også undersøgelsens konklusion, at over 60 procent føler, de leverer det samme stykke arbejde som deres kollega. Det er nemlig kun 4,9 procent, der oplever, at de laver mindre end deres kolleger.

Læs også: God til at lyve? Så har du flere venner!

- Det tyder på, at danskerne i bund og grund er ret uhøjtidelige omkring hvem, der laver mest, siger Anton Eg.

- Det fortæller mig, at langt de fleste har et afslappet forhold til det her. De hjælper og støtter tydeligvis hinanden. Det vidner om et ganske socialt og solidarisk Danmark, konstaterer Anton Eg.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen