Nu er Jægersoldaten synlig: - Jeg er glad og tilfreds

Den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack er glad for, at hans portræt hos Jægerkorpset er blevet vendt korrekt

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Chefen for Jægerkorpset, Kåre Jakobsen, er blevet banket på plads af generalmajor i specialstyrkekommandoen, Jørgen Høll, og fem tidligere jægersoldater får nu æresoprejsning.

Det sker, efter at Ekstra Bladet 11. januar kunne afsløre, at de tidligere jægere Thomas Rathsack, Magnus Hansson, Erik B. Jørgensen, Rune Danielsen og Lars Møller var blevet vanæret og havde fået vendt deres portrætbilleder mod væggen i den gang i Jægerkorpsets hovedkvarter, hvor der hænger portrætter af alle nuværende og tidligere jægere.

Ekstra Bladet har talt med en af hovedpersonerne, Thomas Rathsack, der værdsætter den nye beslutning.

- Det her har været en helt igennem unødvendig sag fra starten, men når det er sagt, så er jeg kun glad for og tilfreds med, at mit billede hænger, som det skal, og som det har gjort siden 1990. Det er da en god nyhed, siger den tidligere jægersoldat.

Det har, siden sagen kom frem, undret Thomas Rathsack, at han aldrig har fået at vide, hvad problemet med hans person har været.

- Men jeg går ud fra, at det er TV-udsendelsen 'Korpset'. Jeg ville ønske, at man frem for at modarbejde projektet, havde brugt det som en god fortælling om jægerkorpset, siger han.

Efter den nye beslutning om at vende billederne rigtigt, har Ekstra Bladet kontaktet Jægerkorpset for at få en kommentar fra korpsets chef, Kåre Jakobsen. Han ønsker ikke at medvirke.

Gode ambassadører
De fire tidligere jægersoldater fra TV2-udsendelsen er blevet kaldt ’reality-jægere’ og er blevet upopulære efter første sæson af ’Korpset’, hvor de blev kritiseret for, at programmet gav en forkert fremstilling af Jægerkorpset og optagelsesprøven.

Det til trods for, at hvert program begyndte med en disclaimer om, at strabadserne i programmet netop ikke var identisk med optagelsesprøven til Jægerkorpset.

- Jeg synes i al beskedenhed, at vi er ganske gode ambassadører for korpset. Det ville jeg ønske, at man havde brugt positivt, siger Thomas Rathsack.

Selvom Thomas Rathsack nu bliver hædret på Jægerkorpsets gang på lige fod med alle andre jægersoldater og dermed har fået en æresoprejsning, så havde han helst undværet at skulle forholde sig til sagen.

- Jeg synes bare, det er ærgerligt, at vi skal have denne her samtale, og at det her overhoved er en sag, siger han og uddyber.

- Det er en unødvendig og barnlig sag, som, jeg ville ønske, aldrig nogensinde var opstået, lyder det fra Thomas Rathsack.

Se også: Jægerchef banket på plads: Rathsack og ex-jægerne renset

Magnus Hansson ligger i stilling i den afghanske ørken og observere mod en flok formodede taliban-krigere. Foto: 'Altid fremad' Krimi Jægersoldatens store nedtur: Endte som dømt misbruger

1 af 2 
2 af 2 Foto: Ritzau Scanpix
52 kommentarer
Vis kommentarer