En enstemmig afgørelse i Ruslands overhus har onsdag banet vejen for en skærpelse af den i forvejen kontroversielle lov, der som udgangspunkt bandlyser det, der i selve lovteksten bliver formuleret som 'LGBT-propaganda'.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, strammer altså grebet og skærper den hårde kurs over for landets LGBT+-personer.
Skærpelsen af den føromtalte lov gør det nu forbudt for russere i alle aldre at snakke i positive vendinger om homoseksualitet. Det er med andre ord strengt forbudt i det offentlige rum at betegne homoseksualitet som normalt.
Det skriver CNN.
Samtidig bliver 'pædofili-propaganda' samt omtale af kønsskifte i reklamer, bøger og film ligeledes bandlyst.
Den russiske regering har også flere gange tidligere blandet pædofili og homoseksualitet sammen.
- Fra et vestligt perspektiv er det bemærkelsesværdigt, at LGBT+ og pædofili bliver lagt i samme lov, men fra russisk lovgiver-perspektiv er det alt sammen udtryk for en ikke-traditionel livsstil, som ikke skal tillades i et tiltagende konservativt Rusland, lød det i sidste uge fra Rusland-korrespondenten Matilde Kimer til DR om den absurde sammenblanding.
Før det kontroversielle tiltag kan træde i kraft, skal lovforslaget først underskrives af Vladimir Putin.
Men både Føderationsrådet og Statsdumaen har altså allerede godkendt skærpelserne.
Gælder landets fremtid
Den oprindelige lov om forbud mod 'LGBT+-propaganda' blev vedtaget i 2013.
Dengang blev det betegnet som en kriminel handling, hvis man spredte informationer om homoseksualitet blandt mindreårige. Ni år senere rammer samme forbud alle aldersgrupper i Rusland.
Formanden for Statsdumaen, Vjatsjeslav Volodin, udtalte i sidste uge efter det russiske underhus enstemmigt havde vedtaget lovforslaget:
- Al propaganda om ikke-traditionelle seksuelle relationer vil blive straffet, lød det i en udtalelse på kommunikationstjenesten Telegram ifølge Ritzau.
Underhusets formand tilføjede desuden, at lovgivningen har til formål at 'beskytte vores børn og landets fremtid fra det mørke, som USA og europæiske lande spreder'.
Utilfredse vælgere
For fire år siden fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Ruslands lov var et brud på den europæiske menneskerettighedskonvention.
Til TV 2 forklarer Flemming Splidsboel, der er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier med fokus på Rusland, at Putin med det seneste opsigtsvækkende tiltag forsøger at lefle for de russiske vælgere, der er utilfredse over landets tilbagegang på slagmarken i Ukraine.
- Dem, der støtter den nye lov, støtter højst sandsynligt også krigen, og de er utilfredse med, at der ikke sker mere i Ukraine. Der kan den nye lov være en måde at tilfredsstille den konservative del af samfundet, siger Flemming Splidsboel til TV 2.
Personer der forsøger at sprede såkaldt LGBT+-propaganda kan ifølge CNN blive idømt en bøde på op til 400.000 rubler, svarende til cirka 46.000 kroner, mens udlændinge, der bliver taget i at gøre det samme, kan ende med i fængsel i op til 15 dage eller ligefrem blive udvist fra landet.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Få de seneste nyheder fra krigen i Ukraine i lyd og billeder