Nu er over 100.000 coronasmittede døde på verdensplan

På 83 dage døde de første 50.000 coronasmittede på verdensplan. Kun otte dage senere er dødstallet fordoblet

Mere end 100.000 coronasmittede er nu døde på verdensplan. I Italien er hundredevis dagligt døde, og de er et af de hårdest ramte lande i verden. Video: Reuters, AP, Ritzau Scanpix. Redigering: Kristian Hansen, Signe Skov

Antallet af dødsfald relateret til coronavirus har på verdensplan rundet 100.000 fredag aften dansk tid.

Det viser en opgørelse foretaget af nyhedsbureauet Reuters.

Antallet af bekræftede smittetilfælde på verdensplan har rundet 1,6 millioner.

Det reelle antal smittede menes imidlertid at være langt større. Mange mennesker, der smittes med coronavirus, oplever kun milde symptomer og bliver ikke nødvendigvis testet.

Det er tre måneder siden, at det første dødsfald hos en coronapatient blev bekræftet i den kinesiske millionby Wuhan den 9. januar.

83 dage senere havde myndigheder verden over bekræftet de første 50.000 dødsfald i alt med forbindelse til sygdommen Covid-19, der er udløst af coronavirussen.

Derfra har det kun taget otte dage, inden der var meldt om dobbelt så mange døde på verdensplan.

I den seneste uge er dødstallet på verdensplan steget med mellem seks og 10 procent dagligt.

Alene torsdag rapporterede myndigheder verden over om i alt knap 7300 døde, der var smittet med coronavirus.

Landene i det sydlige Europa tegner sig for over en tredjedel af det samlede antal coronadødsfald i verden, selv om det kun er omkring hvert femte smittetilfælde i verden, der er konstateret i disse lande.

Det kan skyldes, at lande som Spanien og Italien generelt har en ældre befolkning.

Dødstallet er nu på niveau med antallet af døde, da pesten ramte London i 1660'erne. dengang døde omkring 100.000 mennesker, hvilket var cirka en tredjedel af hovedstadens daværende befolkning.

Vi er dog stadig langt fra dødstallet under den spanske syge for rundt regnet hundrede år siden.

Denne influenzapandemi, der hærgede i årene 1918 til 1920, slog over 20 millioner mennesker ihjel på verdensplan. Nogle kilder taler om op mod 50 millioner dødsofre for den spanske syge.

Det er endnu ikke blevet helt fastslået, hvor høj en dødelighed coronavirussen har.

Men studier foretaget med 44.000 patienter i Kina, hvor virussen oprindeligt brød ud, peger i retning af en dødelighed på omkring 2,9 procent.

Den samme undersøgelse viser, at 93 procent af dødsofrene for sygdommen var over 50 år. Omkring halvdelen var over 70 år.