Nu får jyderne en god gang solskin og varmen fortsætter

Tirsdag begynder med diset og blandet vejr - men så bryder solen igennem

Arkivfoto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Mens en del vestjyder mandag blev snydt for sol fra en skyfri himmel, så ser det ud som om, at også jyderne nu kan få en pæn omgang sol tirsdag.

Ved otte-tiden tirsdag morgen var det meste af landet præget af tåge og dis.

- Men det letter i løbet af et par timer.  Og så begynder solen at komme frem. Det holder tørt i det meste af landet, bortset fra det nordvestligste hjørne af Jylland. Her kan der komme lidt regn, siger Martin Lindberg fra DMI til Ekstra Bladet.

Behagelig varme
Ifølge den vagthavende meteorolog hos DMI kommer der faktisk sol de fleste steder i Danmark i løbet af tirsdagen.

- Den centrale og sydlige del af Jylland og Fyn får pænt med sol. Men der kan komme nogle skyer ind fra Sverige, som ligger højt. De kan sløre lidt for solen i den østlige del af landet, siger Martin Lindberg.

Temperaturen bliver som mandag rigtig behagelig. Vi lander på 20-23 grader.

Holder tørt onsdag
Også onsdag bliver ganske pæn med temperaturer på 18-23 grader.

- Der kan fortsat komme lidt regn i den nordvestlige del af Jylland. Men i store dele af Jylland holder det tørt. Der begynder dog at komme flere skyer ind over landet. Først i den nordvestlige del af Jylland. Resten af landet får en del sol, fastslår Martin Lindberg.

Torsdag byder også på pænt vejr med lidt eller nogen sol over det meste af landet. Men herefter ser det ud som om, at der kommer mere regn ind vestfra.

 

9 kommentarer
Vis kommentarer