Det, der tirsdag skulle have været en helt almindelig tur med færgen Mary fra Hvalpsund til Sundsøre i Nordjylland, endte med at blive noget af en dukkert.
Og det skal helst ikke ske igen, skriver TV 2 Nord.
I tirsdags glemte en lastbilchauffør at trække håndbremsen, så mens han drak sin morgenkaffe på dækket, begyndte lastbilen at trille hen imod broklappen, inden den til sidst bragede igennem og ud i Limfjorden.
Efter uheldet udbad Søfartsstyrelsen sig dog en handlingsplan for, hvordan man undgår lignede tilfælde i fremtiden, og det betyder altså fremover, at personalet nu skal rundt og sikre sig, at alle køretøjer har trukket håndbremsen forsvarligt, inden færgen kan sejle.
- Vi siger til alle chauffører ombord, at de skal huske at trække håndbremsen, ligesom vi sætter skilte op, hvor der står, at man skal huske håndbremsen. Derudover har vi også skrevet informationen på Facebook, siger drift- og anlægschefen i Vesthimmerlands Kommune, Kent Vestergård til TV 2 Nord.
Der var ingen, der kom til skade, da lastbilen trillede i fjorden, oplyste Nordjyllands Beredskab tirsdag.
Færgens rampe blev dog ødelagt, ligesom lastbilen ikke står til at redde.
- Alt er ødelagt. Lasten var småt brændbart. Lastbilen bliver også skrottet. Den kan ikke reddes, siger vognmand Benny Nielsen til Ekstra Bladet:
- Chaufføren har det godt efter omstændighederne, men er selvfølgelig ked af det.
Bjærgningen gik i øvrigt ikke helt problemfrit. Det kan du læse mere om her.