Nu hæver bank priserne: - Det bliver os uden penge, der skal betale for de riges ydelser

Nordea har for mange af deres kunder sat prisen op på at have en almindelig lønkonto. 41-årig førtidspensionist er vred over gebyrstigningen

Rasmus Raabjerg har været kunde i Nordea siden 1998.- Hvis jeg kunne, ville jeg skynde mig langt væk fra Nordea, siger han. Foto: Tim Kildeborg
Rasmus Raabjerg har været kunde i Nordea siden 1998.- Hvis jeg kunne, ville jeg skynde mig langt væk fra Nordea, siger han. Foto: Tim Kildeborg

Mens Danske Banks hvidvask-skandale trækker overskrifter verden rundt, har Danmarks andenstørste bank Nordea i al stilfærdighed gjort det væsentligt dyrere for mange danskere at være kunde hos dem.

Fra nytår skal en stor del af Nordeas 1,5 millioner kunder således til lommerne. Nordea indfører konceptet 'Min hverdag', som kommer til at koste 90 kroner i kvartalet - i modsætning til i dag hvor det koster 45 kroner at have en almindelig lønkonto.

Til gengæld afskaffer Nordea så en række gebyrer som hæveafgifter og afgifter på netbank, og man gør Visa-kort gratis.

Mens unge, folk med store formuer og kunder med boliglån slipper for at betale, så skal de mange kunder, som udelukkende har en almindelig lønkonto altså betale mere end dobbelt så meget som før. En af dem er 41-årige Rasmus Raabjerg fra Odense.

Stavnsbundet
- Min kone og jeg er begge førtidspensionister, og vi vender i forvejen hver en krone. Nu kommer Nordea så og pålægger os et ekstra gebyr for ydelser, vi aldrig bruger. Jeg føler mig stavnsbundet, fordi jeg har en lille økonomi, og er en af dem, der ikke lige kan skifte bank, siger Rasmus.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Rasmus er førtidspensionist og bor i Odense. Foto: Tim Kildeborg
Rasmus er førtidspensionist og bor i Odense. Foto: Tim Kildeborg

Rasmus er især vred over, at han kommer til at betale for, at andre Nordea-kunder kan slippe:

- Det bliver os uden penge, der skal betale for de riges ydelser. Der er sørgerligt. Vi har i forvejen ikke meget, og før betalte vi med glæde de små beløb, der kom engang imellem, siger Rasmus.

Rasmus ville ønske, at banken ikke kunne pålægge ham den slags.

- Nordea får os til at føle os som andenrangsborgere. Vi betaler for de riges fest. Hvis jeg kunne vælge selv, ville jeg komme ud af 'Min Hverdag'. Men det kan jeg ikke. Der er ikke længere plads til sådan nogle som os i en bank som Nordea, siger Rasmus Raabjerg.

'Vi tjener ikke på det'
Ifølge Mads Skovlund, som er direktør i Nordeas afdeling for private kunder og har ansvaret for den nye lancering 'Min Hverdag', vil Nordea ikke komme til at tjene penge på prisændringen. Han mener i stedet, at det generelt vil blive nemmere at være kunde i Nordea.

Konfrontation med Mads Skovlund

- Hvilke ydelser får man med 'Min hverdag', som man ikke fik før?

- Vi har udvidede åbningstider, gratis mobilbank og mulighed for gratis at hæve penge hos alle banker. Derudover får du nemme betalingsmetoder som Apple Pay og Nordea Wallet. Hvis man er ude at rejse, og man mister sit Dankort. Så kan vi med 'Min hverdag' udstede et Visa-kort på to minutter på din mobiltelefon. Det er helt gratis.

- Men er mange af de her ting ikke allerede gratis tilgængeligt?

- Det er ikke korrekt. Mange af de elementer, som 'Min hverdag' indeholder, er elementer, der har været priset hver for sig. De priser fjerner vi så nu. Det skal gøre det mere enkelt at forstå, hvad kunden betaler for. 'Min hverdag' koster 360 kroner om året for en del af vores kunder, og så er det er klart, at vi har nogle kunder med enten boliglån og opsparing samt unge. De skal selvfølgelig ikke betale for 'Min hverdag'.

- Hvorfor skal de ikke det?

- De lægger en masse forretninger, som vi tjener penge på i forvejen. Derfor synes vi, at det er fair, at de får den rabat. Og så er det klart, at vi har nogle kunder, som bruger banken udelukkende til daglig brug, og de har tidligere skulle betale for netbank og andre gebyrer. Dem fjerner vi, og lægger ydelserne over i 'Min hverdag'.

- Taler vi ikke om 180 kroner om året versus 360 kroner om året?

- Jo, det er rigtig. Vi har en basal indlånskonto til 180 kroner, hvor man får konto og hævekort, ikke andet. Den vil vi fortsat tilbyde.

- Så lige meget hvad du siger, bliver 'Min hverdag' vel dyrere for de kunder, end det har været tidligere?

- Nej, vi har en gruppe kunder, hvor det bliver billigere i forhold til den måde, de bruger banken på i dag. Så har vi en stor gruppe kunder, hvor det koster det samme, og så har vi en gruppe kunder, hvor det bliver dyrere.

Bliver billigere, hvis du ikke er digital
- Hvem er det konkret, der får det billigere?

- Det er blandt andet den kundegruppe, som har valgt at være lidt mere fysiske med banken, altså forstået på den måde, at de ikke har haft, det vi kalder for e-hverdag, altså ikke har brugt banken digitalt.

- Men er der så ikke en lille gruppe mennesker, der kommer til at betale for, at I har noget for jeres fordelagtige kunder, som kan få 'Min hverdag' gratis?

- Altså det er jo klart, at der vil være en gruppe af kunder, som har haft én pris før, og kommer til at betale lidt mere i fremtiden.

Hvem skal betale?
- Flere har betalt 45 kroner i kvartalet, nu skal de betale 90 kroner i kvartalet - det er jo en ret stor forhøjning?

- Ja, men de kunder får jo så også muligheden for eksempelvis at hæve valuta gratis.

- Men der har jo aldrig været så få hævninger, som der er nu? Brugen af kontanter bliver mindre og mindre? Er det en reel ydelse at få?

- Det er rigtigt, at der ikke er så mange, der går ind i de fysiske kasser og hæver penge. Men vores pengeautomater har en pæn trafik.

- Hvilken gruppe er størst? Gruppen, hvor det bliver billigere, eller gruppen, hvor det bliver dyrere?

- Størstedelen af dem som får 'Min Hverdag', kommer til at betale det samme. Det, jeg kan sige, er, at vi går i nul. Men jeg kan ikke lige gå ned i hver enkelt gruppe. Det kan jeg ikke svare på lige her.

Her kan du se den besked, der blev sendt ud til Nordeas kunder. (Privatfoto)
Her kan du se den besked, der blev sendt ud til Nordeas kunder. (Privatfoto)
 

548 kommentarer
Vis kommentarer