Nu kan Kinas præsident sidde på magten hele livet

En ny lov afskaffer grænsen for, hvor lang tid en præsident kan sidde på magten i Kina

Hvad betyder det for Kinas fremtid? Video: AP

Kinas parlament har søndag godkendt et forslag, der afskaffer grænsen for, hvor lang tid en præsident kan sidde på magten.

Det skriver Reuters og AFP.

Det betyder, at landets nuværende præsident Xi Jinping kan sidde på posten hele livet. Indtil nu har det kun været tilladt, at landets præsident har siddet ved magten i to omgange af fem år.

Forslaget blev vedtaget af et stort flertal. Ud af 2964 delegater i det kinesiske parlament var der kun to, der stemte nej, mens tre stemte blankt.

Xi Jinping var den første til at kaste sin stemme i en rød kasse, da forslaget søndag blev stemt igennem.

Ønske fra befolkning
Forfatningsændringen er den første i 14 år, og det var ventet, at den ville stryge igennem parlamentet, som aldrig har afvist et forslag fra kommunistpartiet.

- Det er et hastende ønske fra det almindelige folk, siger Ju Xiuqin, der er en af parlamentets medlemmer til AFP.

Flere kritikere har dog påpeget, at den nye lov ikke er i befolkningens interesse.

- Han har lige gravet et stort hul for sig selv. Begrænsningen på præsidenternes regeringsperiode er den største fællesnævner, som bliver delt mellem de politiske kræfter i Kina. Når den bliver fjernet, kan det skabe politisk magtkamp, og derfor er det her træk farligt, siger Li Datong, der er tidligere redaktør på det statsdrevne China Youth Daily.

Ved magt siden 2012
Præsident Xi Jinping har siddet ved magten siden 2012. Egentlig skulle han derfor give magten videre i 2023, men nu kan den 64-årige præsident altså blive siddende resten af livet.

Hans to forgængere opgav derimod begge deres magt efter to perioder.

Foruden præsident er Xi Jinping også generalsekretær for Kinas kommunistiske parti og formand for landets centrale militære komité.

Siden sin tiltræden som præsident har han taget meget magt til sig og gennemført et større opgør med modstandere i partiet.

Blandt andet for at rydde op i korruption og styrke den interne disciplin i partiet er tusinder af medlemmer blevet dømt og straffet for korruption.

Som præsident har Xi Jinping desuden stået for en strammere linje over for befolkningen. Censuren er øget, og der er slået hårdt ned på kritiske stemmer.

Udenrigspolitisk står den kinesiske præsident for den mere aggressive linje, der har kendetegnet Kina de seneste år. Blandt andet med ekspansion i Det Sydkinesiske Hav og en hårdere kurs over for andre asiatiske lande.

162 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere