Nu kan vilde elefanter blive virkelighed i Danmark

Både danske og udenlandske forskere mener, at det kan blive en realitet med vilde elefanter i Danmark

Nu kan det måske blive en realitet med vilde elefanter i Danmark. Foto: Polfoto.
Nu kan det måske blive en realitet med vilde elefanter i Danmark. Foto: Polfoto.

Hvad ville du sige til at møde en vild elefant på din søndagsskovtur? Det kan måske blive til virkelighed - i hvert fald hvis du spørger en række danske og internationale forskere. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Elefant er vigtig for naturen
Grunden til, at forskerne vil genindføre elefanten i den danske og europæiske natur, er, at den tidligere har været vigtig for en mangfoldig natur, og ifølge forskerne kan den blive det igen. For 125.000 år siden kunne man finde skovelefanten i de europæiske skove blandt andre velkendte, vilde dyr, som stadig lever der i dag.

- Elefanten har været en del af vores økosystem før og hører derfor til gruppen af de store dyr, som kunne være spændende at få tilbage, fordi den kan være med til at sikre en selvplejende natur. Men det skal selvfølgelig ske under kontrollerede former, hvor det i første omgang vil være på et meget begrænset, indhegnet område. Hvis det så viser sig at være lovende, kunne jeg godt forestille mig, at vi på sigt kan opleve vilde elefanter igen herhjemme, siger Jens-Christian Svenning, der er professor ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, til Kristeligt Dagblad.

Bevilliget forsker
Jens-Christian Svenning er en af de førende forskere inden for samspillet mellem menneske og natur, og betydningen af klimaforandringer for den biologiske mangfoldighed. Og det er han også blevet rost for. Han har modtaget Dronning Magrethes Videnskabspris for denne forskning, og en bevilling på omkring 14 millioner kroner fra Carlsbergfondet. Det skriver TV2.

Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for ideen om vilde elefanter i den danske natur. En af dem er David Bravo Nogues, der er lektor ved Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet.

- Det er der flere grunde til, men først og fremmest fordi man dybest set ikke ved, hvad der vil ske, når man genudsætter dyr i en natur, hvor de ikke har været i flere tusinde år. Det kan godt være, at både bisoner og elefanter var her engang, men Danmark i dag er ikke det samme som for 10.000 år siden. Så i stedet for at eksperimentere med at sætte så store dyr ud i økosystemerne, synes jeg hellere, man skulle fortsætte med den naturforvaltning, man véd virker. Det andet kan være alt for risikabelt, siger David Bravo Nogues til Kristeligt Dagblad.

Det vil dog ikke være første gang, at en elefant slår sig løs i den danske natur inden for nyere tid. I 2011 tog elefanten Ramboline sig en spadseretur ved Fisketorvet i København.

67 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere