Nu kommer myggene: Derfor bliver du stukket

Det er ikke alle, myggene gider at stikke, og det er der en helt speciel grund til

Her er Europas farligste myg

De sværmer rundt om dig, og lige pludselig opdager du, at du er blevet stukket.

Pinsen er over os, og det samme gælder de mange myg. Men hvor pinsen slutter efter mandag, ser det noget anderledes ud med de mange myg. De forsvinder nemlig først i slutningen af sensommeren.

Men hvorfor er det kun nogle af os, der bliver stukket og kløer over hele kroppen?

- Der er tre faktorer, der afgør, om myggen gider at stikke en. Det handler om, hvor varme vi er, hvor meget kultveilte vi udånder, og hvor godt vi dufter, fortæller Thomas Pape, der er zoolog og lektor på Statens Naturhistoriske Museum, til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Det hele er set ud fra myggens perspektiv. Det er fuldstændig ligegyldigt, om du dufter af parfume, eller om du går i bad hver dag. Det er en helt specifik duft, som kun myggen kan opsnuse.

Hunnerne stikker
De fleste kunne måske tro, at man bliver stukket, fordi myggen er sulten, men det er ikke helt korrekt. Det er nemlig kun hunnerne, der stikker, og det er der en bestemt årsag til.

- Hunnerne stikker os kun, fordi de skal kunne give næring videre til de æg, de lægger. Hannerne tager derimod nektaren fra blomster for at få benzin til musklerne, lyder det fra Thomas Pape.

Samtidig er det heller ikke alle, der oplever, at deres myggestik kløer.

- Når myggen stikker en, er dens største frygt, at blodets størkner. Sker det, dør den. Derfor sprøjter den enzymer ind i vores blodet, og det gør, at vi efterfølgende kløer. Vores krop kan dog vænne sig til det, og det betyder, at nogle ikke reagerer så voldsomt. Det gode er, at vi jo opdager det lynhurtigt, så vi hurtigt kommer væk derfra, siger Thomas Pape.

Opholder sig i fugtige områder
De danske myg vil typisk komme frem i slutningen af april eller i starten af maj, og deres aggressivitet afhænger af, hvor varmt der er udenfor.

- Myggene er langt fra sløve her i foråret, og med det vejr vi har nu, kan vi forvente, at de er aktive. Der vil dog ikke være risiko for, at der kommer en myggeplage her i pinsen, fortæller Thomas Pape til Ekstra Bladet.

Han oplyser samtidig, at de danske myg typisk vil opholde sig i fugtige områder som ved vandløb, strande og i skove. De vil typisk slå til tidligt om aftenen, hvor vi mennesker ifølge Thomas Pape har tendens til at bevæge os mere.

63 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere