Nu kommer regnen ind over os: Her bliver det værst

DMI fastholder varslet om, at der er risiko for voldsomt vejr i løbet af natte- og morgentimerne. Der kan simpelthen komme så meget regn, at der er tale om skybrud

Foto: /ritzau/Jens Dresling
Foto: /ritzau/Jens Dresling

DMI er gået i blåt og guld på sin hjemmeside.

Farverne markerer, at der i løbet af natte- og morgentimerne kan regne så meget, at det kan være direkte voldsomt: At kældre kan oversvømmes og riste flyde over.

- Her inden midnat regner det allerede i Sønderjylland. Den regn vil bevæge sig ind over landet i løbet af de næste timer, så jeg anbefaler alle at lukke vinduerne, siger Mette Wagner, der er DMI's vagthavende meteorolog natten igennem.

Det er altså hele landet, der kommer til at få vand.

- Men fra Midtjylland og op og på Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm regner vi med, at det bliver værst, siger Mette Wagner til Ekstra Bladet.

Det betyder, at der er stor risiko for et eller flere skybrud i de områder. Det svarer til, at der inden for en periode på 30 minutter falder mindst 15 mm vand.

Det blå område markerer, hvor der er risiko for voldsomt vejr, mens det gule område viser, hvor der er udsendt et varsel om direkte voldsomt vejr. Foto: DMI
Det blå område markerer, hvor der er risiko for voldsomt vejr, mens det gule område viser, hvor der er udsendt et varsel om direkte voldsomt vejr. Foto: DMI

Teltpløkkerne godt i
Desværre går de 130.000 glade mennesker på festivalpladsen i Roskilde ikke udenom regnen. Derfor anbefaler den vagthavende meteorolog da også, at man lige tager sig nogle forholdsregler.

- Man skal nok sørge for, at teltpløkkerne er godt nede i jorden, og så skal man lade være med at stille ting op ad teltdugen, så vandet har lettere ved at komme ind. Men telte er vist så gode i dag, at det nok ikke bliver et stort problem, siger Mette Wagner fra DMI.

Der er også risiko for, at det hele bliver en stor mudderpøl i morgen, torsdag, for regnen stopper desværre ikke foreløbig.

Regn, regn, regn
Det er en våd periode, vi er gået ind i, og derfor skal vi væbne os med tålmodighed, hvis vi foretrækker mere tørt vejr.

- Det stopper ikke, når vi vågner i morgen. Luftmassen er meget våd, kan jeg sige dig. I morgen aften skal vi hos DMI nok igen overveje, om vi skal sende nye varsler ud, for der er meget regn i sigte de næste dage, siger Mette Wagner til Ekstra Bladet.

Således er alle fem dage fyldt med regnskyer, hvis man kigger i landsudsigten for de næste dage.

- Vi kommer hele tiden til at sidde og holde øje med det, så man kan følge med i vores oversigter rimelig jævnligt, siger den vagthavende meteorolog.

35 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere