Nu rammer britisk mutation også Sorø: Lukker institution

En daginstitution i Sorø holder lukket i uge otte, efter flere er blevet konstateret smittet med den britiske variant af coronavirus

Henrik Ullum fra Statens Serum Institut forklarer, hvorfor den britiske mutation er alvorlig.

Daginstitutionen Villa Villakulla i Pedersborg lukkede to stuer, efter en ansat torsdag blev konstateret smittet med den britiske mutation.

Nu har smitten bredt sig, så der i alt er fem smittede - fire ansatte og et barn. Det har resulteret i, at hele institutionen nu holder lukket ugen ud.

Henrik Madsen, børne- og familiechef i Sorø Kommune, fortæller til Ekstra Bladet, at de er meget opmærksomme, men at man ikke har fundet det nødvendigt med yderligere tiltag.

Ikke yderligere konsekvenser
- Vi følger det selvfølgelig tæt. Heldigvis skete det i vinterferien, hvor der ikke var særlig mange børn, men man ved jo aldrig, hvad der sker - om de kan bringe det med hjem og bringe det videre til andre børn, der går i skole. Så vi følger det tæt, men det har ikke haft yderligere konsekvenser, end dem vi ser nu, siger Henrik Madsen.

- Er I bekymrede?

- Vi er bekymrede forstået på den måde, at vi følger alle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen og gør alt, hvad vi kan, for at følge det utrolig tæt. Og så kan vi ligesom ikke gøre andet.

- Derfor er vi ikke bekymrede, men det er da utrolig ærgerligt, og jeg kan konstatere, at det ikke hjælper på genåbningen for de store elever, når sådan noget sker, siger Henrik Madsen.

Kommunen er i tæt dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed, og de følger situationen nøje. Indtil videre er der ikke tale om smitte på andre institutioner end den ene.

8 kommentarer
Vis kommentarer