Nu rammer sværm af stjerneskud: Her kan du se dem

Stjerneskudssværmen Lyriderne fylder nattehimlen i den kommende uge

Flere gange om året kan man opleve sværme af stjerneskud på nattehimlen. En af dem rammer nu. Foto: Kenneth Meyer
Flere gange om året kan man opleve sværme af stjerneskud på nattehimlen. En af dem rammer nu. Foto: Kenneth Meyer

Kig op!

I disse dage kan man nyde en stjerneskudssværm ved navn Lyriderne, som indtil 28. april pryder nattehimlen.

Sværmen kan give mellem 10 og 20 stjerneskud i timen.

Vil man følge med fra Danmark, er det ifølge Planetarium.dk særligt dagene 21. og 22. april, den er på sit højeste.

Perfekte vejrforhold
Danskere med en forkærlighed for smukke stjerneskud kan se frem til perfekte forhold.

Det ser nemlig ud, som om at himlen bliver klar, når sværmen folder sig ud.

- Det ser ud til, at det bliver skyfrit frem til midten af næste uge. Der kommer der næsten ingen skyer, siger vagtchef hos DMI Thyge Rasmussen.

Vil man se sværmen i Danmark, så behøver man ikke være amatør-astrolog for at følge med. Kigger man blot mod øst på nattehimlen, så bør det være muligt at spotte stjerneskudene.

Over 2500 år gammel
Stjerneskudssværmen Lyriderne er opkaldt efter stjernebilledet Lyren, og den dukker op på himlen hvert år til april.

Faktisk er den dokumenteret for over 2500 år siden, hvilket gør den til en af de ældste dokumenterede sværme.

Sværmen skabes af støvpartikler fra en komet ved navn C/1861 G1 Thatcher, som roterer om solen med en hastighed på 415 år pr. omgang.

Selvom den er 415 år om at komme rundt om solen, så efterlader den sig altså et langt spor af støvpartikler, som bryder i brand, når de kommer i kontakt med jordens atmosfære, hvilket giver de lysende 'skud' på nattehimlen.

Senere på året kan man opleve endnu større sværme, når eksempelvis Perseiderne og Geminiderne viser sig på nattehimlen i henholdsvis august og december.

Her kan man i begge tilfælde opleve over 100 stjerneskud i timen.

25 kommentarer
Vis kommentarer