Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan er godt i gang med at rydde ud i både militær, politi, dommere og anklagemyndigheder efter det mislykkede kup-forsøg mod ham.
103 generaler og admiraler fra hæren og flåden er således blevet tilbageholdt, oplyser tyrkisk stats-tv ifølge nyhedsbureauet AFP.
Samtidig fortæller en sikkerhedskilde til nyhedsbureauet Reuters, at 8000 politifolk er blevet fjernet over hele landet, herunder i storbyen Istanbul og hovedstaden, Ankara, fordi de formodes at have forbindelse til kup-forsøget.
Siden fredag aften, hvor dele af militæret iværksatte et kupforsøg mod præsident Recep Tayyip Erdogan og hans regering, er flere end 6000 personer blevet tilbageholdt. Samtidig er flere end 2700 dommere og anklagere over hele landet beordret anholdt.
I alt mistede 265 mennesker livet under kupforsøget, mens flere end 1400 personer meldes såret.