Nu ryger 'den grønne mur': Ikonisk plads ser endelig dagens lys igen

Kongens Nytorv har siden 2012 været omringet af en massiv grøn mur, der har skjult byggepladsen til den nye Cityring. Mandag påbegyndte Metroselskabet nedrivningen af muren, så offentligheden igen får udsyn til den ikoniske plads

Medarbejdere i Metroselskabet er i dag påbegyndt nedrivningen af den grønne mur på Kongens Nytorv. Video: Stine Tidsvilde

Det er efterhånden seks år siden at andre end Metroselskabets medarbejdere, har haft udsyn til den ikoniske Rytterstatue, der pryder Kongens Nytorv i Indre København.

Hvis man har savnet statuen og resten af pladsen, er ventetiden dog ved at være forbi. Mandag påbegyndte Metroselskabet nemlig nedrivningen af 'den grønne mur', der har dannet ramme om byggepladsen til den nye Cityring.

- Det er stadig ikke en færdig plads, man vil få udsyn til, siger Rebekka Nymark, kundedirektør i Metroselskabet til Ekstra Bladet.

- Men for almindelig mennesker vil man igen kunne følge med i, hvad der sker. Jeg håber folk igen vil opleve, hvor smuk en plads det er.Forhåbentlig bliver den også endnu smukkere, end den var før, når vi er helt færdige i foråret 2019.

Fakta om den nye Cityring

- 12. oktober 2009 begyndte det forberedende arbejde med omlægning af rør, ledninger og arkæologiske udgravninger forud for metrobyggeriet.

- I Januar 2012 blev det grønne hegn rejst, og det har sidenhen omkranset byggeriet.

- Mandag 29. januar bliver hegnet fjernet og erstattet af trådhegn, så det igen bliver muligt at se Rytterstatuen på pladsen.

- Pladsen står helt færdigt i juli 2019, når Cityringen åbner.

Kilde: Metroselskabet

Sidste etape
Det er en sjaskvåd mandag formiddag, da Ekstra Bladet møder to af de arbejdere, der er i gang med at løsne betonklodser, så man senere samme dag, kan slå de første stykker ned.

Selvom at 'den grønne mur' på Kongens Nytorv er et nyt pejlemærke i færdiggørelsen af den længe ventede Cityring, er der flere steder i København, hvor man allerede har fjernet de grønne vægge.

- Sønder Boulevard på Vesterbro er stort set ført tilbage til, hvordan det var, inden byggeriet startede. Enghave Plads er et andet sted, der også begynder at ligne sig selv, siger Rebekka Nymark.

Over det næste halvandet års tid vil de resterende pladser stille og roligt blive givet tilbage til københavnerne. Alligevel vil de fleste steder, stadig være hegnet ind, så man kan få lavet de sidste ting færdige.

- Vi udsteder jo ikke garantier, men vi er 'on time', og regne med at holde planen om at hele Cityringen åbner i sommeren 2019.

Et stykke med hjem
Hanne Christesen er en af de få, som har hørt, at mandag er dagen, hvor muren falder. Hun har taget turen fra sit hjem i Valby til Kongens Nytorv, og har et særligt ønske med sit besøg.

- Jeg håber, at man kan få et lille stykke af muren med hjem, siger hun.

Og Hanne er ikke den eneste, der har fået den idé, fortæller kundedirektøren.

- Jeg kan ikke love, at der bliver lige så mange stykker, som der var af Berlin-muren, men hvis man er meget interesseret, så skal det nok kunne lade sig gøre. I så fald kan man kan henvende sig på nabo@m.dk, afslutter hun.

Stationen på Kongen Nytorv bliver Danmarks tredjestørste.

Man regner med at 90.000 vil bruge stationen hver eneste dag.

***

Danskerne: Tear down that wall!

Sandra Jørgensen, 39 & Miriam Okuro, 33 – Vi hader det lort  

Foto: Stine Tidsvilde
Foto: Stine Tidsvilde
 

- Det er fantastisk, at den kommer ned nu. Vi hader det lort, siger de to kvinder til Ekstra Bladet.

- Jeg går den her vej til arbejde hver morgen, og det bliver skønt at kunne se noget andet end den grønne mur, siger Miriam.

Hanne, 61 – Har savnet vores statue  

Foto: Stine Tidsvilde
Foto: Stine Tidsvilde
 

- Det bliver skønt igen at kunne se statuen inde bag det grønne hegn. Den har vi virkelig savnet, siger Hanne.

- Men hvis jeg skal være ærlig, så er der så kort afstand i mellem stationerne her i København, at jeg ikke forstår, hvorfor vi også skal have en Cityring.

Albert Hatchwell, 47 – Tear down that wall!

Foto: Stine Tidsvilde
Foto: Stine Tidsvilde
 

- Det bliver herligt at få København tilbage. Jeg bor selv på Vesterbro, og der fjernede de allerede vores grønne 'berliner'-mure for tre uger siden, siger Albert til Ekstra Bladet.  

- Jeg glæder mig helt vildt, og det er også på tide. De startede med at bygge den Cityring, inden jeg blev far for ti år siden.

24 kommentarer
Vis kommentarer