Fra i dag og de kommende dage vil godt 800.000 danskere få en mail og i nogle tilfælde en sms fra Skattestyrelsen. Og denne gang er det altså Skattestyrelsen, som er afsenderen, og ikke en bebumset hacker i kælderen hjemme hos sin mor.
I hvert fald når det gælder de mange ægte beskeder, som Skattestyrelsen sender ud for at få udvalgte skatteydere til at tjekke deres årsopgørelse eller tage stilling til nogle punkter i opgørelsen.
IT-sikkerhedsekspert: Sådan stopper du cybersvindlere
Svindlere følger med
Skattestyrelsenadvarer danske netbrugere om, at bølgen af beskeder fra myndighederne ofte udløser en lignende bølge fra svindlere.
Derfor skal man som netbruger fortsat være kritisk over for beskeder, der ligner noget fra Skattestyrelsen, selvom der altså de kommende dage kommer mange 'rigtige' beskeder.
Herunder kan du se nogle af de typiske spor i en mail eller sms, der skal få dig til at slette beskeden.
Trick 1: Falsk sms
Ifølge Skattestyrelsen er der særligt tre ting, du kan afsløre en falsk sms på: Hvis der står et beløb, hvis links er forkortet, og hvis domænet, der henvises til, ikke er det officielle som fx skat.dk.
Trick 2: Falsk mail
Rådene om, hvordan du spotter en falsk sms, går igen, når det gælder beskeder, du får i en mail.
Her kan også falske telefonnumre, sproglige fejl og stavefejl afsløre, at noget er galt. Det gælder ligeledes beskeder om, at du 'lige skal bekræfte dine kontooplysninger' for at få dine skattepenge tilbage. Det ville Skattestyrelsen aldrig bede dig om at gøre på denne måde.
Trick 3: Falsk hjemmeside
Hvis svindlerne alligevel får dig til at klikke på deres links i en sms eller mail, ender du typisk på hjemmesider, der ligner Skattestyrelsens.
Men igen kan du - udover på de mærkelige krav om at aflevere NemID-koder, kreditkortdata eller andre private data - afsløre siden ved, at den ikke har skat.dk eller andre officielle danske hjemmesider som adresse.
Løsninger: Det kan du gøre
Uanset om du tror, at beskeder, der kommer fra Skattestyrelsen de kommende dage, er ægte eller falske, kan du sikre dig ved at lade være med at klikke på links og gå direkte ind på fx skat.dk.
Gør du det, er du sikker på, at du ikke ender på falske hjemmesider eller risikerer at inficere din computer med malware.
Vær også opmærksom på at svindlere kan finde på at ringe til dig eller ligefrem opsøge særligt ældre og svage borgere. Afvis dem og ring i de værste tilfælde til politiet på 114 - eller i en nødsituation til 112 - hvis du oplever den opsøgende form for svindel, som andre i dit lokalområde kan blive de næste ofre for.
Du kan få flere råd her.
Snydt med NemID: Falsk bankmand mødte op hos Gorm