Nu starter gebyrkrigen - sådan deltager du i gruppesøgsmålet

Utilfredse Totalkreditkunder er i dag formelt begyndt at samle sig til et gruppesøgsmål mod Nykredit. De kræver fuld kompensation for de kommende stigninger i bidragssatsen

Foreningen Fair Bidragssats begynder nu at samle utilfredse Totalkredit-kunder til gruppesøgsmål
Foreningen Fair Bidragssats begynder nu at samle utilfredse Totalkredit-kunder til gruppesøgsmål

Siden Totalkredit i februar annoncerede, at de ville hæve bidragssatsen på deres lån, har rasende kunder kæmpet voldsomt imod den store ekstra regning.

Mere end 40.000 har meldt sig under fanerne på Facebook-gruppen 'Kritiske Interessenter i Nykredit og Totalkredit', som har samlet de mange utilfredse kunder.

I midten af marts blev foreningen ’Fair Bidragssats’ stiftet i forlængelses af Facebook-gruppen for sikre en mere formel og organiseret varetagelse af de utilfredse kunders sag.

På foreningens korte liv har man her fået mere end 6200 medlemmer.

Starter søgsmål
Og folkene bag Fair Bidragssats mener det da også alvorligt.

Fredag åbnede de nemlig op for, at utilfredse kunder kan tilmelde sig et gruppesøgsmål mod Nykredit.

Det fortæller Sanne Fonnesbæk Vestergaard, der er tovholder på den juridiske kamp mod prisstigningerne.

- Torsdag sendte jeg en mail ud til dem, jeg har kontaktoplysninger på, hvor jeg oplyste, at vi nu er gået i gang med at samle sager sammen, der kan indgå i det kommende gruppesøgsmål, lyder det fra Sanne Fonnesbæk.

Forlanger fuld kompensation
Og ambitionen med søgsmålet er klart: Fuld kompensation for de stigninger i bidragssatsen, Totalkredit planlægger  træder i kraft 1. juli.

- Det kommer til at koste omkring 2500 kroner pr deltager. Derudover skal deltagerne være indstillet på, at fremskaffe og sende kopier af deres lånepapirer og aftaler til vores advokater, forklarer Sanne Fonnesbæk Vestergaard.

Siden hun sendte mailen ud til en lille gruppe udvalgte personer i går, har omkring 130 allerede tilkendegivet, at de er villige til at gå rettens vej for at slippe for prisstigningerne på realkreditlånet.

I løbet af weekenden vil lignende information blive delt med personerne på Facebook-gruppen 'Kritiske Interessenter i Nykredit og Totalkredit' samt medlemmerne af foreningen Fair Bidragssats.

Forbeholdt tidligere Nykredit-kunder
Sagen ventes kun at komme til at dreje sig om Totalkredit-kunder, der i forbindelse med en låneomlægning, er blevet flyttet fra Nykredit til Totalkredit.

Som Nykredit-kunder var de via en højesteretsdom fra 2003 sikret mod stigninger i bidragssatsen.

Men samme fastfrysning af bidragssatsen var de ikke sikret i det Nykredit-ejede Totalkredit og i takt med, at kunderne har ønsket at omlægge deres lån, er de løbende blevet flyttet til Totalkredit.

- I forbindelse med låneomlægningen er mange ikke blevet informeret om, at de mistede beskyttelsen mod stigninger i bidragssatsen. Det er sagens kerne, siger Sanne Fonnesbæk Vestergaard.

Afhængig af, hvor stor interesse der er for søgsmålet, forventer Sanne Fonnesbæk Vestergaard at have et overblik over, hvem og hvor mange der kan deltage i gruppesøgsmålet i løbet af en måned.

19 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere