Nu undersøger de det mystiske laboratorie i Kina

Flere amerikanske medier rapporterer, at USA er i gang med at undersøge et laboratorie i Wuhan, der måske kan have begået en fatal fejl

Kina må lægge kortene på bordet og stå til ansvar for hvad der skete på det laboratorie i Wuhan, hvor man forskede i coronavirus hos flagermus, udtalte den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo torsdag. Video: AP/Fox News.

Det har længe været og er stadig en konspirationsteori.

Men nu bliver historien om, at coronavirussen startede på et laboratorium i Wuhan og senere spredte sig efter en fatal fejl undersøgt af de amerikanske myndigheder.

Det skriver pålidelige medier som Washington Post, CNN og NBC News.

Flere kilder tæt på den amerikanske efterretningstjeneste oplyser, at de har udelukket, at virussen var skabt af mennesker.

Det er samtidig blevet bekræftet af forsvarsminister Mark Esper.

- Det er noget, som vi har undersøgt i et stykke tid nu, siger han til NBC og understreger, at de stadig ikke har nogen konklusion.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Johannes Eisele/Ritzau Scanpix
Foto: Johannes Eisele/Ritzau Scanpix
 

Advaret for to år siden
Men det undersøges, om hvorvidt en inficeret flagermus blev taget med på laboratoriet i Wuhan, hvor den ikke er blevet håndteret korrekt. Dermed har virussen kunne sprede sig.

Det forstærkes af, at amerikanerne ifølge Washington Post allerede har haft laboratoriet i søgelyset.

For to år siden blev der specifikt advaret om, at forskning af coronavirus i flagermus kunne forårsage en global pandemi.

Det skal dog understreges, at der fortsat ingen beviser er for, at laboratoriet har en rolle. Det er fortsat kun undersøgelser.

Hovedteorien er fortsat, at virussen har spredt sig på et et dyremarked i Wuhan.

Fatale seks dage
Ekstra Bladet beskrev torsdag, hvordan kineserne møder kritik fra flere sider.

Angiveligt kan seks dages tavshed have været årsagen til, at coronavirussen har fået lov til at udvikle sig til en global pandemi. Det skriver AP, der har fået indsigt i interne dokumenter fra de kinesiske myndigheder.

De viser, at de kinesiske myndigheder i seks dage klappede i med oplysninger om, at de formentlig stod over for en global epidemi.

I dagene fra 14. januar til 20. januar bevarede de hemmeligheden, mens titusindvis af kinesere samlede sig til byfest i Wuhan og mindst lige så mange rejste rundt i landet for at gøre klar til at fejre kinesisk nytår.

Utroligt
Først da det første tilfælde af coronavirus blev registreret 19. januar i Thailand, tog de fat og advarede deres indbyggere.

Og det kan have været katastrofalt mener epidemiolog Zuo-Feng Zhang fra University of California.

- Det er utroligt. Hvis de havde handlet seks dage tidligere, så havde der været langt færre patienter, og sundhedssystemet kunne følge med. Vi havde måske undgået, at Wuhans hospitaler var kollapset, siger han.

Ifølge talsmand for Udenrigsministeriet i Kina, Zhao Lijian, er beskyldningerne urimelige.

Artiklen fortsætter under billedet ...

 

Bange læger
Oven i hatten har AP fundet frem til, at der i perioden 5. januar til 17. januar stort ikke blev registreret nye tilfælde, selv om hospitalerne især i Wuhan, men også i resten af Kina, blev overrendt af patienter.

Årsagen til den udvikling er uklar, men flere eksperter peger på, at lægerne var bange for at sende de dårlige nyheder op gennem systemet. Den slags er ilde set i Kina.

- Lægerne var bange. Hele branchen var gennemsyret af intimidering, siger professor i kinesisk politik på University of Chicago, Dali Yang, til AP.

Det officielle antal smittede i Kina er 83.402, men de fleste eksperter er enige om, at det tal er langt højere.

269 kommentarer
Vis kommentarer