Nu vil de komme forurening fra kæmpeskibe til livs

Fra 2021 skal krydstogtskibe, der lægger til kaj i København, forsynes med strøm. Målet er renere luft

Når krydstogtskibe lægger til kaj ved Nordhavn i København fra 2021, kan de slukke dieselgeneratorerne og blive forsynet med strøm.

Det er planen, som Københavns Kommune, Copenhagen Malmø Port og By & Havn står bag.

Parterne har bevilget 4,5 millioner kroner til projektet. Målet er, at det såkaldte landstrømanlæg skal være klart i 2021.

- Københavnerne, også dem der bor tæt på havnen, har krav på at kunne trække vejret frit, uden at frygte for deres helbred.

- Derfor tager vi nu sammen de afgørende skridt for at etablere landstrøm i Nordhavn og for at finde en model, så vi også får landstrøm på Langelinie, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), i en pressemeddelelse.

Problemet er, at krydstogtskibenes generatorer udleder partikler og gasser, der kan være skadelige for mennesker.

Forskere fra Aarhus Universitet har slået fast, at udstødningsgasserne fra krydstogtskibe i Københavns havn og Aarhus Havn overstiger grænseværdien for luftkvaliteten, når man kommer op i en højde på 25 meter.

Det kan især være et problem for de mennesker, der bosætter sig i højhuse nær havnemiljøerne.

Aarhus Havn undersøger for tiden mulighederne for ligeledes at etablere et landstrømanlæg.

I 2017 anløb 463 krydstogtskibe danske havne ifølge Danmarks Statistik. Københavns havn står for 70 procent af de besøgende krydstogtskibe. 

Den næststørste havn er Aarhus Havn med otte procent af krydstogt-trafikken.

Derefter følger Rønne Havn med seks procent, mens resten fordeler sig på øvrige havne.

18 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere