Nu vil DSB ikke længere tage billeder af dit ID

DSB dropper at tage billeder af rejsendes legitimation i lufthavnen

DSB har siden starten af januar taget billeder af rejsendes id-papirer. (Arkivfoto: AP)
DSB har siden starten af januar taget billeder af rejsendes id-papirer. (Arkivfoto: AP)

Siden svenske myndigheder 4. januar indførte grænsekontrol, har DSB trofast kontrolleret legitimation for alle rejsende til Sverige på stationen ved Københavns Lufthavn, og i den forbindelse har de også taget et billede af de rejsendes legitimation.

Men fra natten mellem 11. og 12. april er det slut med at tage billeder i forbindelse med DSB's id-kontrol. Det skriver DSB på deres hjemmeside.

- Ud fra erfaringerne fra de første tre måneder med id-kontrol har vi vurderet, at vores set-up virker. Derfor skal kunderne fremover kun vise gyldig billed-id for at komme med toget til Sverige, der vil ikke længere blive taget billede af deres legitimation, siger Aske Wieth-Knudsen, der er chef for forretningsudvikling i DSB.

Ifølge DSB har der kun været få henvendelser fra svenske myndigheder siden grænsekontrollen blev indført, og de er siden blevet frafaldet. DSB ønsker derfor at minimere generne for de rejsende, og de dropper derfor et trin i kontrollen ved lufthavnen.

Sletter billeder
DSB er af de svenske myndigheder blevet pålagt ansvar for at kontrollere, at rejsende har lov til at rejse ind i Sverige. Der er derfor blevet taget billeder af de rejsendes legitimation, for at selskabet kunne dokumentere, at de rejsende har vist gyldigt id for at komme med toget.

- Vi har villet leve op til de svenske krav, der har været uklare. Men vi har haft de svenske myndigheder og flere svenske ministre på besøg, så de kunne se, hvordan kontrollen foregår, og at det ikke er muligt at tage toget uden at vise gyldig id, siger Aske Wieth-Knudsen.

De billeder, som DSB har på serveren nu, er ifølge forretningsudviklingschefen blevet opbevaret forsvarligt hidtil, og de bliver slettet i forbindelse med, at fotograferingen af billedlegitimation stopper.

Det kan dog stadig komme på tale, at fotograferingen bliver genindført, hvis de svenske myndigheder mener, at det er nødvendigt.

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere