Nuuks borgere stemmer ja til at beholde Hans Egede-statue

Hans Egede-statue har været omdrejningspunkt for stor debat den seneste tid. Flertal mener, den skal beholdes

Natten til den 21. juni blev statuen af Hans Egede overhældt med rød maling, og ordet 'decolonize' blev sprayet på den. Video: Ritzau Scanpix

Statuen af den dansk-norske missionær og præst Hans Egede skal blive stående, hvis det er op til borgerne i Nuuk.

Det står klart, efter at afstemningen er slut 23.59 grønlandsk tid - 03.59 dansk tid natten til onsdag.

921 har stemt for, at statuen bliver stående. 600 mener, at den skal fjernes. Det skriver det grønlandske medie KNR.

Resultatet af afstemningen vil blive forelagt kommunalbestyrelsen, der skal træffe en beslutning om statuens fremtid den 2. september.

Statuen af Hans Egede har været genstand for debat den seneste tid, efter at den blev overhældt med maling og påskrevet teksten 'decolonize' (afkoloniser, red.).

Hans Egede levede fra 1686 til 1758.

Han rejste til Grønland, hvor han forsøgte at omvende inuitterne til kristendommen og begyndte at kolonisere landet.

Det er ved en fejl fortsat muligt at afgive sin stemme efter midnat grønlandsk tid, men kommunikationschef for kommunen, hvor Nuuk ligger, siger til KNR, at afstemningen er slut, og at nye stemmer vil blive filtreret fra.

Før afstemningens afslutning havde det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (Siumut) foreslået, at statuen blev fjernet fra sin plads i Nuuk og sendt på museum.

- Hans Egede var jo en missionær, som var spydspidsen for koloniseringen af Grønland under en dansk konge. Den her statue står på toppen af et bjerg og nærmest vogter over Nuuk, og det symboliserer i sidste ende den koloniale vold, sagde hun 23. juni.

Også andre steder i verden er statuer blevet kritiseret, fordi de forestiller personer, der kan sættes i relation til racisme eller kolonisering.

Det er sket i kølvandet på store demonstrationer verden over for etniske minoriteters rettigheder, der har sat gang i en global debat om racisme

Statuen af Hans Egede er dog også fra før den globale debat om statuer flere gange blevet udsat for hærværk.

Blandt andet blev statuen i 2012 overhældt med maling. På soklen blev der skrevet '666' med store, røde tal.

I København er en statue af Hans Egede, der står ved Marmorkirken, ligeledes blevet udsat for hærværk - også her skete det med rød maling og samme tekst som statuen i Nuuk.

I 1973 blev statuen ifølge KNR første gang overhældt med rød maling.

86 kommentarer
Vis kommentarer