Ny aftale sikrer nedlukkede virksomheder 100 procent i kompensation

Frisøren eller den lokale restaurant, som må holde lukket, kan få kompensation for alle faste udgifter

Folketingets partier offentliggjorde torsdag, at de er enige om at bruge et trecifret milliardbeløb på at hjælpe det danske erhvervsliv. Foto/video: Ritzau Scanpix.

Virksomheder, som er ramt af forbud og må lukke på grund af coronaudbruddet, kan få kompensation på 100 procent af de faste udgifter.

Det viser den politiske aftale med hjælpemidler til erhvervslivet, som alle Folketingets partier er blevet enige om.

Det kan eksempelvis hjælpe frisøren eller de restauranter, som siden onsdag klokken 10 har måttet lukke midlertidigt grundet regeringens tiltag for at inddæmme coronasmitten.

Faste udgifter tæller eksempelvis husleje, renteudgifter og uopsigelige leasingkontrakter.

Det forventes ifølge aftalen, at de statslige udgifter til ordningen vil beløbe sig i størrelsesordenen 13 milliarder kroner om måneden.

Det svarer til en samlet udgift på 40 milliarder kroner fra 9. marts 2020 til 9. juni 2020.

Svære beslutninger
Kompensationsdelen af aftalen glæder Dansk Industri (DI). I en skriftlig kommentar udtaler administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen:

- Regeringen og myndighederne har truffet nogle svære beslutninger for at bryde smittekæderne og redde menneskeliv.

- I den situation er det godt - og vigtigt, at staten samtidig er klar til at hjælpe de virksomheder, som nu står helt uden omsætning.

- Det er en vigtig og nødvendig investering i, at vi har et levende forretningsliv og et godt samfund på den anden side af coronakrisen.

Det indeholder aftalen

  • Kompensationsordning for selvstændige
  • Kompensation for virksomhedernes faste udgifter
  • Øget adgang til eksportkredit
  • Forhøjet ramme til statsgaranterede låneordninger
  • Offentlige indkøb skal understøtte virksomhederne
  • Statslig garanti til Rejsegarantifonden
  • Øget adgang til dagpenge og sygedagpenge
  • Øgede lånemulighede for elever og studerende

300 kommentarer
Vis kommentarer