Ny app skal hjælpe sejlere og surfere i havsnød

Med et enkelt klik bliver det med en ny app muligt at slå alarm fra havet - og samtidig vise præcis position

Arkivfoto: Per Rasmussen
Arkivfoto: Per Rasmussen

Lystsejlere, surfere og kajakroere får fremover bedre muligheder for at tilkalde hjælp, hvis de kommer i problemer på havet.

Med en ny app, der lanceres torsdag, kan man tracke sin sejlrute, opgive sin præcise position og med et enkelt klik tilkalde hjælp - og alle informationer bliver løbende sendt direkte til Forsvarets søredningstjeneste.

Brugerens position bliver angivet ved hjælp af mobilens GPS. Dermed skal redningsmandskab i en nødsituation ikke bruge tid på at finde ud af, hvor den nødstedte befinder sig, forklarer Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd.

- Så redningsmandskabet kan komme hurtigt ud og hjælpe folk. Ofte ligger folk lang tid i vandet, før nogen på land savner dem - måske flere timer - og det er kostbar tid, fordi så er de allerede blevet kolde, når eftersøgningen går i gang.

- Så hvis folk selv kan bidrage til, at alarmen kommer hurtigere og mere præcist frem, er der større chance for at overleve, siger Sten Emborg.

Bag appen står Søfartsstyrelsen, Søsportens Sikkerhedsråd, Trygfonden og JRCC, der er en afdeling under Forsvarets Operationscenter, som leder den danske eftersøgnings- og redningstjeneste.

Appen "SejlSikkert Alarm app" er gratis og fra mandag morgen tilgængelig i App Store og Google Play.

Som bruger af appen kan man dele sin færden med sine pårørende og lave en sejlplan med angivelse af den forventede tilbagevenden til land.

Hvis man ikke reagerer i appen på det pågældende tidspunkt, modtager de pårørende en sms, som de kan reagere på og eventuelt slå alarm.

Med appen kan man desuden registrere sin båd med foto og kendetegn og tilknytte nødkontaktpersoner.

Det er Søfartsstyrelsen, der har indgået aftalen om at få appen til Danmark.

Den bruges allerede i andre lande under navnet "SafeTrx" - blandt andet i Sverige, Norge, England, Holland og Tyskland.

3 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere