Ny coronapatient har kunnet smitte andre i over en uge

Ifølge professor er det uheldigt, at coronasmittet har gået rundt med symptomer i ni dage før isolation

Den danske mand, der fredag eftermiddag blev konstateret smittet med coronavirus, gik ifølge Sundhedsstyrelsen med symptomer i ni dage, før han kontaktede egen læge.

Det kan gøre arbejdet med at opspore andre eventuelle smittede meget vanskeligere, vurderer Allan Randrup Thomsen. Han er professor i eksperimentel biologi ved Københavns Universitet.

- Set fra et smittemæssigt synspunkt er det uheldigt, at personen har gået rundt så længe ude i samfundet, om man så må sige, og smitte, siger han.

- For det har jo helt klart betydning. Der vil være en smitterisiko for dem, han har været sammen med, tilføjer han.

Den smittede kom ifølge Sundhedsstyrelsen hjem fra skiferie i Norditalien i midten af februar og blev syg med hoste og feber tre dage efter sin hjemkomst.

Manden henvendte sig til egen læge per telefon 27. februar - flere dage efter de første symptomer - og blev herefter henvist til Rigshospitalet. Her bekræftede en halspodning, at han er smittet med coronavirus.

Allan Randrup Thomsen fortæller, at det er helt afgørende i forhold til inddæmning af virus, at man identificerer den smittede så hurtigt som muligt for efterfølgende at kunne opspore dem, han har været i kontakt med.

- Det er for, at man ikke risikerer, at der går smittebærere rundt i samfundet. Og det er klart, at sådan en opgave bliver jo vanskeligere, når vi kigger på så langt et forløb som det antal dage, der er tale om her, siger han.

Efter det nye tilfælde af coronasmitte har Sundhedsstyrelsen ikke ændret sin strategi med at inddæmme virusset, så vidt det er muligt.

Den smittede er kommet i hjemmeisolation, og så er Styrelsen for Patientsikkerhed gået i gang med at opspore personer, der har været i kontakt med vedkommende.

Ifølge Allan Randrup Thomsen skal man dog have været tæt på den smittede i længere tid, før der kan være risiko for smitte.

Det vil derfor ikke ske, hvis blot man står i samme kø i supermarkedet, vurderer professoren.

- Det er et spørgsmål om tiden, man er sammen med den pågældende person.

- Det er jo ikke sådan, at smitten sker i samme øjeblik, man står over for personen, siger Allan Randrup Thomsen.

Indtil videre er mindst 180 personer blevet testet for coronavirus i Danmark.

FAKTA: Sådan smitter coronavirus

Fredag eftermiddag er endnu en dansker blevet testet positiv for coronavirusset. Personen blev syg med hoste og feber efter en nylig skiferie i Norditalien.

Torsdag aften blev det første tilfælde af coronavirus konstateret i Danmark.

Her kan du læse om, hvordan virusset smitter:

* Smittefare:

Coronavirus spreder sig ved person til person-smitte. Det vil sige, at en smittet person kan give virusset videre ved direkte dråbespredning fra host eller nys i nærheden af andre.

Coronavirus kan smitte i en radius af omkring to meter fra den smittede person. Andre virusser som eksempelvis mæslinger kan smitte i op til 30 meters afstand.

WHO har øget sin vurdering af risikoen for spredning af det nye coronavirus til et meget højt niveau på et globalt plan.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at risikoen for større smittespredning i Danmark er lav.

* Dødelighed:

Dødeligheden ser ud til at være på cirka to procent blandt de rapporterede tilfælde. Der er mange usikkerheder ved alene at sammenholde antal døde med antal påviste tilfælde, da patienter for eksempel kan være indlagt flere uger, før de dør.

Meget tyder dog på, at dødeligheden for personer, som er smittet med coronavirus, ligger langt under andre luftvejsvirusser.

Virusset Mers, der første gang blev registreret i Saudi-Arabien i 2012, medførte således en dødelighed på omkring 35 procent

Kilder: Sundhedsstyrelsen, New York Times, WHO, The New England Journal of Medicine, Statens Serum Institut.

FAKTA: Coronavirus begynder med forkølelsessymptomer

Fredag eftermiddag blev endnu en dansker konstateret smittet med coronavirus efter en nylig skiferie i Norditalien.

Vedkommende er dermed den anden dansker til at blive smittet med virusset.

Natten til torsdag blev det første danske tilfælde af coronasmitte bekræftet. Det var en dansk mand, der også havde været på ferie i Norditalien.

Her er symptomerne på coronasmitte:

* Man kan være smittet uden at få symptomer. Hos de fleste begynder sygdommen med forkølelsessymptomer som snue med næseflåd, nysen og ondt i halsen, eventuelt ledsaget af lettere sygdomsfornemmelse og let feber.

* Oftest følges denne tilstand i løbet af et par dage af tilstoppet næse og hoste.

* I sjældne tilfælde kan coronavirus være årsag til luftvejsinfektioner som falsk strubehoste, bronkitis og lungebetændelse.

* Alvorlig sygdom ses især hos ældre og svækkede personer.

* Smitte overføres ved nys eller host eller indirekte kontakt i form af sekret fra hænder.

* Der er ingen behandling for infektion med coronavirus. Patienter kan hjælpes med medicinsk behandling for at lindre symptomer.

* Der er endnu ingen tilgængelig coronavaccine.

* Generelle anbefalinger for at undgå smitte med virus:

- God håndhygiejne: Håndvask og eventuel hånddesinfektion, hvis hænderne er rene og tørre.

- Undgå kontakt med personer, der har tegn på forkølelse eller luftvejsinfektion.

- Host eller nys i engangslommetørklæde eller ærmet.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

219 kommentarer
Vis kommentarer