Forskere i Mexico har opdaget en ny art af giftig edderkop.
Giften i edderkoppen er så potent, at den kan få kødet til at rådne hos mennesker med et enkelt bid.
Læsioner af dødt kød hos mennesker kan blive op til 40 centimeter. Dog er arten ikke livsfarlig.
Loxosceles tenochtitlan er i sig selv ikke en ny art, men det at forskerne har fundet den indendørs er nyt, og det gør alligevel arten til en ny opdagelse.
Edderkoppen er nemlig blevet observeret i møbler i husholdninger og i tøj i det centrale Mexico.
Det er forskere fra National Autonomous University of Mexico, der har gjort opdagelsen.
Analyser af arten viser, at den hører til i Mexico Valley.
Den blev i starten forvekslet med en anden gren af arten, der lever i den Mexicanske stat Guerro, men efter at være blevet studeret på mikrobiologisk niveau opdagede forskerne, at de to arter var helt forskellige.
Professor Valdez-Mondragon, der var en del af holdet, der opdagede arten, og han advarer mod edderkoppen, da den angriber mennesker med det uhyggelige bid, hvis den føler sig truet.
Den danske museumsinspektør på Naturhistorisk Museum Aarhus, Morten D.D. Hansen, fortæller til Ekstra Bladet, at der rigtig nok er tale om en ny art, fordi den lever indendørs, men at skaderne som edderkoppen forårsager er velkendt hos mange arter.
- De typiske skader man får fra edderkoppebid, er nekroser. Du får de her sår, der rådner, og det er rigtigt, at det kan tage flere måneder, før de går væk igen.
Det der gør netop denne art farligere er ifølge Morten Hansen, at den netop lever indenfor.
- Indendørsarter giver større fare, sådan er det.
Han fortæller, at der også er edderkopper i Danmark, der kan give sår på samme måde.
- Det kan en vandedderkop, men det er utroligt sjældent, at et menneske bliver angrebet af den.
Der er ifølge eksperten mulighed for, at den nye art fundet i Mexico kan komme til Danmark, men vi skal ikke være nervøse.
- Hvis de kommer hertil er det gennem nogle varer, der bliver eksporteret til os, men de vil kun kunne overleve ganske få dage, fordi vores klima er som det er. Selv vores indeklima er meget anderledes end det, der er i Mexico.