Ny forskning: Så mange timers søvn er godt for dig

For at undersøge menneskets oprindelige søvnmønster tog en gruppe forskere udgangspunkt i stammefolk fra Afrika og Sydamerika. Resultaterne var overraskende

Resultaterne fra ny forskning peger på, at vi kun behøver omkring seks timers søvn hver nat. (Foto: Colourbox)
Resultaterne fra ny forskning peger på, at vi kun behøver omkring seks timers søvn hver nat. (Foto: Colourbox)

De fleste har nok fået tordnet ørene fulde om, at vi har brug for otte timers søvn hver nat.

Men nu fortæller en række forskere fra University of California, at det slet ikke er nødvendigt. De har studeret tre stammer i Afrika og Sydamerika. Stammerne hedder San, Hadza og Tsimane og bor i henholdsvis Namibia, Tanzania og Bolivia.

Forskerne valgte netop disse grupper, da de har en traditionel livsstil, som minder om vores forfædres i modsætning til den livsstil, de fleste mennesker i den vestlige verden lever efter.

Se også: Forskere opklarer søvnmysterium

Ved hjælp af måleinstrumenter, der opfangede de tidspunkter forsøgspersonerne faldt i søvn og vågnede på, kunne forskerne registrere mere end 1.000 dages data med udgangspunkt i de 94 voksne forsøgspersoner.

De fleste forsøgspersoner sov mindre end syv timer hver nat - gennemsnittet lå på blot seks timer og 25 minutter. Dermed er det langt mindre søvn end de otte timer, der oftest anbefales i vestlige samfund.

Det overraskende er, at forsøgspersonerne havde et godt helbred, lav forekomst af fedme, bedre blodtryk og sundere hjerter end mange folk i vestlige samfund.

- Der er denne forventning om, at vi alle burde sove otte eller ni timer hver nat, og hvis du fjernede moderne teknologi, ville folk sove mere. Men nu kan vi for første gang påvise, at det ikke er sandt, siger Ghandi Yetish, der er hovedforfatteren bag studiet ifølge Daily Mail.

Se også: Kaffe forstyrrer din døgnrytme – med 40 minutter

Forskerne undersøgte også, om det har nogen betydning, at vi holder os oppe længe efter solen er gået ned.

Forsøgspersonerne i studiet havde ingen elektricitet, men gik ikke i seng, når det blev mørkt. De blev faktisk oppe i gennemsnitligt tre timer og 20 minutter, efter solen gik ned.

- Det faktum, at vi bliver oppe i flere timer efter solnedgang er fuldstændig almindeligt og lader ikke til at være en ny udvikling, selvom det elektriske lys måske har forlænget den naturlige, vågne periode, siger Jerome Siegel, der også var blandt forskerne i studiet.

Resultaterne fra forskningen viste, at derudover, at forsøgspersonerne sjældent tog lure eller led af søvnløshed.

36 kommentarer
Vis kommentarer