Ny fremmedkriger frataget dansk statsborgerskab

På en uge har tre personer med dobbelt statsborgerskab fået taget deres pas efter hastelov trådte i kraft

Udlændingeminister Mattias Tesfaye tager mandag endnu et pas fra en fremmedkriger.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet til Berlingske.

Dermed har i alt tre personer med dobbelt statsborgerskab fået frataget det danske pas, efter at loven - som gør det muligt at fratage statsborgerskab administrativt - trådte i kraft.

Statsborgerskabet kan fratages, hvis den pågældende har udvist en adfærd, der er i strid med Danmarks 'vitale interesser'.

Det betyder i praksis, at personen har været fremmedkriger eller har tilsluttet sig eller støttet Islamisk Stat.

For en uge siden mistede en dansk-tyrkisk statsborger, der er efterlyst af dansk politi for terrorisme, sit pas som den første. I 2016 blev han i byretten i København fængslet uden at være til stede.

Dagen efter fik en kvinde, der mistænkes for at have tilsluttet sig Islamisk Stat i Syrien, frataget sit danske statsborgerskab.

Den tredje persons identitet er ifølge Berlingske endnu ikke kendt.

Det er kun muligt at fratage en person statsborgerskabet, hvis der tale om dobbelt statsborgerskab. Derfor kan ministeren ikke fratage statsborgerskabet fra den 28-årige Ahmed Salam el-Haj, der landede i Københavns Lufthavn 11 november.

Personer, som får frakendt deres statsborgerskab, har fire uger til at klage over afgørelsen.

35 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere