Ny kampagne vil nå forældre der tvivler på hpv-vaccine

I en ny kampagne vil Sundhedsstyrelsen overbevise forældre om at give deres døtre hpv-vaccine.

Ved du nok om hpv-vaccination og forebyggelse af livmoderhalskræft?

Det spørgsmål stiller Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen i en netop lanceret kampagne.

Den skal informere borgere og sundhedsprofessionelle om hpv-vaccination og forebyggelse af livmoderhalskræft.

Aktørerne vil have fat i de forældre og piger, der er usikre på, hvad der er op og ned i debatten om livmoderhalskræft og hpv-vaccination.

Det står på hjemmesiden stophpv.dk, som er lanceret i forbindelse med kampagnen.

Virusset hpv kan udvikle sig til livmoderhalskræft. En vaccine kan beskytte mod nogle typer af hpv, og derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen, at unge piger bliver vaccineret.

Gennem de seneste år har der i medierne været stort fokus på, at nogle piger og kvinder oplever symptomer, som ikke umiddelbart kan forklares. Nogle mistænker hpv-vaccination som årsag til symptomerne.

Det har betydet, at der er forældre, som tvivler på vaccinens sikkerhed.

98 procent af de forældre, som er i tvivl om, hvorvidt de skal lade deres døtre vaccinere, har hørt historier om formodede bivirkninger ved vaccinen.

Det viser en undersøgelse, som Kræftens Bekæmpelse har lavet blandt forældre til piger mellem 10 og 13 år.

Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler hpv-vaccination, og vaccinen tilbydes piger i stort set alle lande i Europa.

Hver år dør knap 100 kvinder af livmoderhalskræft.

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere