Ny Kattegatforbindelse: - Det er jo forfærdeligt

Drømmen om en Kattegatforbindelse lever hos mange politikere, men på Samsø har de fleste ikke lyst til at få en motorvej, der skal have bro-forbindelse til Jylland og Sjælland

Ingrid Øtov Koldby er en af mange samsinger, der er kede af, hvis en måske kommende Kattegatforbindelse kommer til at gå tværs over øen. Foto: Ekstra Bladet
Ingrid Øtov Koldby er en af mange samsinger, der er kede af, hvis en måske kommende Kattegatforbindelse kommer til at gå tværs over øen. Foto: Ekstra Bladet

Ekstra Bladet er på Samsø i denne uge for at sætte fokus på den måske kommende Kattegatforbindelse.

Folketinget har bevilget 60 millioner til en forundersøgelse, men modstanden mod projektet er stor på Samsø. Her siger langt de fleste, brobisser nej tak.

Fakta om Kattegatforbindelsen

Netop nu er Vejdirektoratet ved at bruge de 60 millioner finanslov-kroner, som er afsat til at gennemgå projektet. Når regnestykket er færdigt næste år, er det op til Folketinget at beslutte, om der skal gives grønt lys til 15 års bro- og vejbyggeri lige midt i riget.

Regningen for historiens dyreste byggeprojekt på dansk jord anslås som minimum til ca. 130 mia. kroner for en kombineret vej- og togforbindelse fra Sjælland til syd for Aarhus.

Bliver det tommel op, kan man om 15 år køre i bil fra København til Aarhus på to en halv time.

Modstanden mod projektet er særlig stor på Røsnæs og på Samsø.

I 11. time er der dukket et alternativt forslag op. En knap 40 km lang bro i ét stykke, som skal gå længere mod nord tværs over Kattegat mellem Sjællands Odde og Djursland.

Dén model har transportminister Benny Engelbrecht (S) for nylig særskilt forlangt at få inddraget i regnestykket, hvis facit ventes med spænding på både Samsø og Røsnæs.

De frygter at ø-idyllen forsvinder, hvis den grønne plet i Kattegat bliver skåret midt over af en motorvej.

Det stod klart, da Ekstra Bladet tog bro-temperaturen hos de lokale, der var på indkøb i Tranebjerg.

Her er reaktionerne:

Foto: Ekstra Bladet
Foto: Ekstra Bladet
 

Alex Von Der Lippe
Er vokset op i Aarhus, men har boet på Samsø siden 1994 sammen med sin kone, der ejer blomsterforretningen i Tranebjerg. Han er ikke positiv over for en Kattegatforbindelse og er bekymret for, hvordan det vil påvirke lokalsamfundet på den lille ø. 

- Jeg tænker, at det er døden for Samsø, siger han og fortsætter:

- Handlen vil flytte fra butikkerne og til fastlandet, Samsø bliver en gennemkørsel og der vil ikke finde nogen bosætning sted. Man kan se, hvad der skete på Langeland, hvor de gik fra 25.000 til 15.000 indbygger, da der kom en bro.

Hvad tænker du i forhold til støjen og naturen på øen?

- Den vil som enhver anden motorvej støje. Hvis der skal laves en bro, så vil det ødelægge naturen. Det tror jeg. Jeg er ikke positiv. Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen er positive.

Foto: Ekstra Bladet
Foto: Ekstra Bladet
 

Ingrid Øtov Koldby
Har boet på øen i 13 år, og hun er langt fra tilfreds med, at en motorvej kan gå ind og ødelægge ø-idyllen.

- Det er det værste, som nogen har fundet på. Man er jo efterhånden blevet opmærksom på, hvor stressede folk er, og hvor meget lysforurening, støv og støj påvirker folk negativt. Så har vi nogle pletter på landkortet, som stadigvæk har bevaret, der hvor folk de kan trives, også vil man gå ind og ødelægge det, siger hun til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Men det er jo ikke kun Samsø, det er også hele Røsnæs. Jeg var på Sjælland i weekenden og jeg fik helt ondt i maven, da skibet sejlede ind i Kalundborg fjord og så det smukke Røsnæs. Det bliver endnu mere ødelagt. Der er slet ikke noget tilbage, for det er så smalt.

Hvad tænker du i forhold til, hvordan det vil påvirke naturen?

- Det er jo forfærdeligt, hvor skal dyrene gemme sig og få mad. De har ingen steder andet end at bo i siden af en motorvej. Det er skrækkeligt. Jeg kan ikke forstå, at man kan blive ved, når man ved det. Hvorfor skal man ødelægge det, der er tilbage. Det synes jeg, er skrækkeligt.

Foto: Ekstra Bladet
Foto: Ekstra Bladet
 

Christina Vernegreen
Efter en masse ophold på Samsø, hvor hun oplevede den idylliske natur, tog Christine Vernegreen springet i september sidste år og flyttede til øen sammen med sin kæreste. Derfor er hun ked af, hvis en motorvej skal ødelægge nogle af de ting, som de netop flyttede hertil for.

- Jeg synes, det ville være vildt ærgerligt. Det er jo det, der er charmerende ved at bo her. Det er jo det her med, at det ikke lige er nemt at komme herover og at man skal med en færge. Jeg ville være bange for, at det ville blive en motorvej herovre, fordi det bare ville være for at komme videre til Sjælland og den anden vej til Jylland.

Hvad kommer støjen til at betyde?

- Jamen, det bliver jo en motorvej. Hvis man kommer til at bo tæt på den vej, der skal komme herovre, så bliver der meget larm. Der bliver ikke den her idylliske stemning, som der er nu.

Er du bekymret for naturen?

- Både idyllen i naturen og det med, at vi går meget op i, at vi har et samfund herovre, som vi passer på. Det er jeg bange for, at det også vil blive ødelagt. Så det håber jeg ikke, at det sker, siger hun til Ekstra Bladet.

Foto: Ekstra Bladet
Foto: Ekstra Bladet
 

Trevor Parnaby
En af dem, der har forsøgt at vende situationen og se positivt på Kattegatforbindelsen, er Trevor Parnaby, som er selvstændig og har boet på øen siden 1987.

- Jeg tænker, at den kan trække noget befolkning herover til. Nogle børnefamilier måske.

Hvad tænker du i forhold til støj?

- Det kommer an på, hvor det er placeret. Vi har et problem her på Samsø lige nu. Befolkningen bliver mindre og mindre. Arbejdspladserne bliver også færre. Det kan godt være, at hvis vi får en forbindelse til Aarhus, så kan det være, at folk bor på Samsø og nyder den pæne natur, også pendler til Aarhus.

- I starten var jeg lidt negativ, men når jeg tænker på det, og jeg er selvstændig, så kan jeg godt se ideen i det. Jeg kan godt lide Samsø, som det er, men vi skal tænke på fremtiden.

Hvad med naturen?

- Der er selvfølgelig naturen, men det kommer an på, hvor motorvejen skal ligge. Der er selvfølgelig altid gode og dårlige sider, siger han og fortsætter:

- Men der skal ske noget, hvis der ikke sker noget, så bliver det et dødt samfund.

Ekstra Bladet på Samsø

 

Ekstra Bladet har journalister og fotografer over hele landet, men ikke i enhver by.

Derfor måtte vi indrette en midlertidig redaktion i Tranebjerg, da vi denne uge rykkede til Samsø for at sætte fokus på en mulig Kattegatforbindelse, som vækker stærke følelser på øen.

– Ekstra Bladet tager alle danskeres problemer alvorligt, og derfor rykkede vi til Samsø, siger chefredaktør Poul Madsen, der onsdag selv kom til øen for at møde de lokale og høre om deres syn på den måske kommende motorvej, der skal forbinde broer til Jylland til Sjælland. Et projekt til omkring 130 milliarder.

Poul Madsen har denne opfordring:

– Skriv til os på 1224@eb.dk, hvis du har brug for, at vi også kigger forbi din by eller undersøger din historie.

Se også: Motorvej truer legendarisk spillested

497 kommentarer
Vis kommentarer