Flere steder i verden - og i Danmark - er der lige nu usædvanlig tørt vejr.
Men hvis det tørre vejr fortsætter, kan det få store konsekvenser for høsten, og det vil sende de allerede stigende fødevarepriser helt til tops.
Anders Mortensen, som er råvareanalytiker i Agrocura, fortæller til Børsen, at der lige nu er specielt tørt i Europa, USA og nogle steder i Canada. Steder, som er nogle af de store aktører på råvaremarkederne.
- Vi har lige nu en krig i Ukraine, som har medført forstyrrelser i råvaremarkederne, men hvis vi får en tørke oveni, kan det få alvorlige betydninger i opadgående retning, siger Anders Mortensen til avisen.
- Det kan blive rigtig, rigtig vildt.
Artiklen fortsætter efter videoen ...
Inflationen steg i maj med 7,6 procent, og det kan mærkes i de danske husholdninger. Det er den højeste årsvækst siden maj 1983 herhjemme. Her får du et overblik over udviklingen i prisen på fem af de mest populære dagligvarer
Kan skade kornafgrøderne
Frankrig, der står for en tredjedel af hvedeproduktionen i Europa, har været ramt af meget tørt vejr de seneste måneder. Hvis ikke regnen snart falder, kan det derfor skade kornafgrøderne.
De danske forbrugspriser er allerede steget betragteligt som følge af krigen i Ukraine. Tirsdagens tal viste en stigning i fødevarepriserne på 7,7 procent i april i forhold til samme måned sidste år.
Den stigning vil stadig fortsætte, vurderer flere økonomer.
De næste 14 dage er afgørende
Fordi gennemsnitstemperaturen i Danmark og i Europa har være forholdsvist lav, kan høsten stadig reddes. Det kræver, at en ordentlig mængde regn falder i løbet af de næste 14 dage, fortæller Anders Mortensen til Børsen.
Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer har i en analyse forudsagt, at fødevarepriserne vil stige mellem 15 og 20 procent i år på grund af krigen i Ukraine og effekterne heraf.
Analysen blev udarbejdet i april, og der er derfor ikke taget højde for en eventuel global tørke.