Sidste år blev der startet en underskriftindsamling på den engelske hjemmeside change.org, der skulle få den danske legetøjsproducent Lego til at vende blikket mere mod de på verdensplan 150 millioner handicappede børn.
'Vil I venligst ikke lade denne jul være den sidste, hvor handicappede børn er kulturelt udelukket fra jeres meget elskede produkter. Tænk ud af klods-boksen.'
'Put noget kørestols-vroom-vroom ned i legetøjsæsken og hjælp generationer af børn (både med og uden handicap) med at vokse op med en mere positiv holdning til menneskets forskelligheder', lød det blandt andet i begrundelsen, som godt 20.000 i skrivende stund har skrevet under på.
Og så, som trold af en legoæske, dukkede der onsdag i denne uge en legokørestol op på legetøjsmessen Spielwarenmesse i tyske Nürnberg, hvilket først fik dedikerede lego-medier og siden flere internationale nyhedsmedier til at spærre øjnene op.
Blandt andet blev nyheden nævnt hos The Guardian, og BBC kædede det sammen med underskriftindsamlingen med ordene 'Lego afslører ny handicappet figur efter online-kampagne'.
Og The Independent gik hele vejen med ordene: 'Dette træk af Lego er vildt vigtigt i forhold til at få stoppet den kulturelle marginalisering. Det vil give genlyd hos børn - handicappede eller ej - over hele verden', skrev avisen.
Dansk glæde
Også i Ungdomskredsen under Dansk Handicap Forbund vækker Legos kørestol glæde hos formand Lea Stigel Kristensen.
- Det er godt at vise børn, at mennesker er forskellige. Børn har ingen fordomme og er nysgerrige og er et godt sted at starte, hvis vi skal have ændret samfundets syn på handicappede, siger Lea Stigel Kristensen til Ekstra Bladet.
- Hvorfor er det vigtigt at få ændret?
- Folk har så mange forestillinger om handicappede, så jo mere vi kan blive inddraget i det almindelige samfund jo bedre. I bund og grund kommer vi jo alle fra samme sted, så det her kan hjælpe folk til at se mennesket før handicappet - det gør de fleste ikke i dag, siger Lea Stigel Kristensen.

Når plastik bliver til guld: Har du en Lego-formue på loftet?
Lego : Der er også mange andre ting i æsken
Lego vil på nuværende tidspunkt dog ikke høre tale om, at de har lanceret en handicappet figur.
- Nej, det har vi ikke, men vi har fremvist en kørestol, som er en del af en æske, der også indeholder mange andre ting, forklarer Legos pressechef Roar Rude Trangbæk til Ekstra Bladet.
Han har ikke lyst til at uddybe:
- På nuværende tidspunkt kan jeg ikke dele yderligere informationer om en fremtidig produktlancering, desværre.
Lego sat på plads på hjemmebane
Kørestolen bliver en del af Legosæt 60134 'Fun at the Park', som lanceres i starten af juli. Udover kørestolen vil æsken også indeholde en nuttet - og ikke set før - baby-minifigur (miniminifigur), en pølsemand med vogn, en karrusel, et bordebænkesæt, et fodboldmål, en græsslåmaskine, et stakit (der skal males), en barnevogn, et busstoppested og i alt 15 figurer. Den vejledende udsalgspris i Tyskland bliver 40 euro.
