For første gang er Ida det mest populære pigenavn til nyfødte piger. Det viser statistikken over de mest brugte navne til nyfødte børn i Danmark i 2017 fra Danmarks Statistik.
I 2017 fik 16 ud af 1000 nyfødte piger navnet Ida.
- Fornavnet Ida har formået at holde sig i top-otte igennem de seneste 15 år, men det er første gang, det indtager førstepladsen, siger Dorthe Larsen, der er ansvarlig for navnestatistikken, i en pressemeddelelse.
Nybagte forældres favoritnavne svinger dog meget alt efter, hvor i landet, de bor. Særligt for forældre, der skal vælge pigenavne. Statistikken, der udkommer i dag, viser nemlig, at Ida på trods af topplaceringen kun ligger på førstepladsen i Østjylland. I Sydjylland, Vestjylland og Nordjylland ligger navnet på andenpladsen, og i de øvrige syv landsdele er det end ikke på top fem.
Nye på top 50 over populære pigenavne er Hannah, Alba, Vilma, Mynte og Eva.
Hos de nyfødte drenge topper navnet William igen, ligesom navnet senest gjorde fra 2010 til 2015.
William er i øvrigt i top i hele seks ud af 11 landsdele. Kun hos to landsdele - Byen København og Sydjylland - er navnet ikke engang at få øje på i top 5-listen.
Ud af 1000 nyfødte drenge fik 18 navnet William i 2017. Milas, Villum og Sigurd er årets nye navne på listen med de 50 mest populære drengenavne.
Se listerne over de mest populære navne til drenge og piger i 2017, herunder. Se top 50 hos Danmarks Statistik her.