Nye pensionister har indtil nu kunne se frem til lidt ekstra på kistebunden i form af deres optjente feriepenge. Men sådan er det ikke for op mod 30.000 danskere, der forlader arbejdsmarkedet de næste to år.
Det sker, fordi den nye ferielov bliver rullet ud 1. september næste år. Derfor gik vi 1. september i år ind i et omstillingsår til den nye model. Her bliver feriepengene indefrosset i en fond.
Dine gemte feriepenge i fonden får du, den dag du endegyldigt forlader det danske arbejdsmarked, men fonden begynder først at udbetale penge 1. oktober 2021.
Det betyder måske ikke det store for dig, hvis du har mange år tilbage på arbejdsmarkedet, men det rammer derimod dem, der går på pension indtil da.
Vicedirektør i Ældresagen Michael Teit Nielsen forstår ikke, hvorfor staten vil holde på folks penge så længe.
- Det undrer mig, at man ikke har kunnet finde en mere smidig løsning, så den her gruppe kan få pengene hurtigere, siger han til Ekstra Bladet.
Ældresagen har de seneste uger fået mange henvendelser fra frustrerede seniorer.
- Folk ringer ind til os og synes, det er noget mærkeligt noget, at de skal vente to år på at få deres penge. De sidder bare med en undren og en irritation, og mange har det sådan, at 'nu er jeg færdig på arbejdsmarkedet, så lad mig da få mine penge til at forsøde pensionisttilværelsen med,' forklarer han.
Vigtige penge for flere ældre
Mens det for nogle måske bare er godt gammeldags træls, er der andre, som har budgetteret med at have de penge mellem hænderne, som de nu skal vente på i op mod to år.
- Der er helt sikkert også nogle, som havde regnet med at få pengene ret hurtigt, og som pludselig finder ud af, at de skal vente lang tid, så jeg kan godt forstå, at de er frustrerede, siger vicedirektøren.
For flere ældre er de manglende feriepenge altså ikke kun krymmel på kagen, mener Michael Teit Nielsen.
- Nogle har kun folkepensionen og ATP. De har ikke meget at rutte med. For dem kan det virkelig betyde forskellen på, om de fx kan komme på ferie, betale tandlægeregningen eller udskifte det gamle køleskab.
Ifølge erhversmediet Finans kræver SF og Dansk Folkeparti, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) griber ind, mens ministeren selv forklarer, at den nye fond skal have styr på indbetalingerne, før den kan begynde at udbetale penge.