Ny mail belaster TV 2: Ville give modstander taletid

TV 2 forsøgte langt mere ihærdigt at give en politisk modstander taletid frem for den toppolitiker, stationen rettede falske anklager imod få dage før valget i Grønland. Det viser en mail, Ekstra Bladet har fået aktindsigt i

Ny mail belaster TV 2: Ville give modstander taletid

Ved du noget om sagen? Skriv til tf@eb.dk - alle henvendelser behandles fortroligt.

Det var ikke bare en uheldig dag på kontoret, da TV 2 bragte en falsk historie om IA-partiformand Múte Egede i den afgørende fase af valgkampen i Grønland.

Forløbet strakte sig over flere dage og blev styret af redaktionschef Ulla Østergaard, der pressede historien igennem.

Tidligere er det kommet frem, at Transparency International Greenland sågar advarede TV 2 om, at historien kunne være plantet af nogen med en skjult agenda. Advarslen blev sendt 31. marts - to dage før den falske historie blev bragt - men havde tilsyneladende ikke den store effekt.

Artiklen fortsættes under billedet...

TV 2's Ulla Østergaard ses her i selskab med Naser Khader, som i 2007 var rådgiver for. Foto: Ritzau/Scanpix
TV 2's Ulla Østergaard ses her i selskab med Naser Khader, som i 2007 var rådgiver for. Foto: Ritzau/Scanpix

Nu kan Ekstra Bladet tilføje flere detaljer om TV 2's håndtering af sagen, som i den seneste uge har været udsat for massiv kritik.

Forsøgte at få interview med modstander
Et af de helt store kritikpunkter, som TV 2 også flere gange har beklaget efterfølgende, er, at TV 2 aldrig fik givet Múte Egede mulighed for at svare på de hårde anklager, stationen rettede mod ham.

Nu kan Ekstra Bladet så fortælle, at mens TV 2 tilsyneladende glemte at lade Múte Egede udtale sig, var der anderledes særbehandling til en af hans politiske modstandere.

Det viser sig, at TV 2 ihærdigt forsøgte at få daværende landsstyreformand Kim Kielsen fra det konkurrerende parti Siumut til at udtale sig om Múte Egede-sagen.

Artiklen fortsættes under billedet...

Den tidligere landsstyreformand i Grønland Kim Kielsen fra Siumut-partiet fik modsat Múte Egede mulighed til at kommentere sagen. Foto: Polfoto
Den tidligere landsstyreformand i Grønland Kim Kielsen fra Siumut-partiet fik modsat Múte Egede mulighed til at kommentere sagen. Foto: Polfoto

Anklager om dobbeltrolle
I en mail sendt 1. april skriver en af de to TV 2-journalister, der senere lagde navn til artiklen, til to ansatte i Kim Kielsens kontor, Formandens Department.

'Jeg har forsøgt at få fat i jer begge for at aftale et telefon-interview med Kim Kielsen, så snart det er muligt i dag,' står der i mailen, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Herefter skriver TV 2-journalisten noget, der både antyder, at der er gået noget forud for mailen, og at TV 2 har lagt sig fast på, hvad historien handler om - hvilket viser sig at være lodret forkert:

'Sagen handler om Múte B. Egedes dobbeltrolle, da han var minister for råstoffer, og så vidt jeg ved, skulle I være adviserede. Giv mig venligst en melding snarest muligt, så jeg ved, hvor vi står,' skriver TV 2-journalisten.

Artiklen fortsættes under billedet...

 

Kim Kielsen udtalte sig dog aldrig til TV 2 i den forkerte artikel, der udkom 2. april.

Trods flere henvendelser til den nu tidligere landsstyreformand er Kim Kielsen ikke vendt tilbage til Ekstra Bladet for en kommentar til forløbet.

'Brud på journalistiske regler'
En af Danmarks mest erfarne iagttagere af mediebranchen og kommentator hos Information Lasse Jensen mener, at hele processen er et brud på en række af de mest fundamentale regler og normer i journalistikken.

'Jeg vil ikke motivfortolke, men det er da en besynderlig fremgangsmåde at forsøge at indhente en kommentar hos Múte Egedes politiske modstander, før man forelægger ham beskyldningerne. Hele processen er brud på flere helt grundlæggende journalistiske regler,' siger Lasse Jensen.

Ekstra Bladet har henvendt sig til TV 2 for en kommentar om de nye oplysninger, men tv-stationen har ikke ønsket at udtale sig.