Ny Marius-gate? Odense Zoo skærer løve op i efterårsferien

Odense Zoo har et tilbud til ungerne, som kan opleve en dissektion af en løve i efterårsferien. Løven blev i sin tid aflivet, fordi dyreparken havde for mange

Sådan så det ud, sidste gang Odense Zoo dissekerede en løve foran publikum. I efterårsferien gør de det igen. (Foto: Odense ZOO/Inferno Fotografi - Odense ZOO/Ard Jongsma)
Sådan så det ud, sidste gang Odense Zoo dissekerede en løve foran publikum. I efterårsferien gør de det igen. (Foto: Odense ZOO/Inferno Fotografi - Odense ZOO/Ard Jongsma)

Det fik ikke bare danskerne, men en stor del af verdens befolkning op ad stolene, da Københavns Zoo i februar 2014 aflivede og efterfølgende obducerede giraffen Marius foran dyreparkens store og små gæster.

Nu har gæsterne i Odense Zoo snart mulighed for at opleve et lignende scenarium. Denne gang er der tale om en løve, der allerede blev aflivet for trekvart år siden, men som i efterårsferien - nærmere bestemt torsdag d. 15. oktober - tages ud af fryseren og bliver dissekeret foran de interesserede.

Se også: Hele verden skriver om danske dødsdømte Marius

Ifølge zoolog og dyrepasserleder Michael Wallberg Sørensen skete aflivningen i sin tid, fordi der var for mange løver i Odense Zoo:

- Vi gør selvfølgelig alt for at undgå at aflive dyr og prøvede at komme af med løven til andre zoos. Men det kan være en kabale at få det til at gå op med dyr i fangeskab, og pladsen er en begrænsende faktor. Og så er vi nødt til at prioritere, siger han til Ekstra Bladet.

Løven var et år gammel, og aflivningen skete - som på normal vis med en løve - ved at den først fik en pil med sovemiddel i sig og efterfølgende fik en sprøjte med aflivningsvæske. Dermed sov den ind i døden, forklarer Michael Wallberg Sørensen.

For halvandet år siden blev fire af de løvet, der i sin tid fik giraf-Marius som foder, aflivet i Københavns Zoo.

Se også: Zoo: Derfor skulle fire løver dø

Løve er tidligere blevet dissekeret

Det er ikke første gang, at en løve bliver dissekeret foran gæsterne i Odense Zoo. Billederne øverst i artiklen stammer f.eks. fra en tidligere dissektion i dyreparken. Også en tapir er tidligere blevet dissekeret i den fynske dyrepark.

Formålet med dissektionen er ifølge Michael Wallberg Sørensen at give folk en bedre forståelse for dyrene:

- Vi gør det ikke bare for skægs skyld, og de gange vi har gjort det før, har gæsterne været meget interesserede. En dissektion viser løvens anatomiske tilpasninger, og hvad der gør den til et godt rovdyr. Børnene har tidligere været så nysgerrige, at de nærmest har været ved at kravle ned i kadavret, siger han.

- Det er ikke synd

Det kan være en større opgave at undgå indavl i de europæiske dyreparker, så derfor sørger en række avlskoordinatorer for, at matche dyrene 'rigtigt' op, så de ikke ender med at formere sig med et familiemedlem, forklarer Michael Wallberg Sørensen.

- Det er vigtigt at styre denne avl, så vi ikke påfører dyrene unødvendig lidelse. Hvis det alligevel er nødvendigt at aflive dem, er det ikke synd for dyrene, da de ikke er bevidste om, at de skal dø, tilføjer han.

Se også: Her er Odense Zoo's nye giraf-unge

Michael Wallberg Sørensen anbefaler børn og andre med efterårsferie at tage i Odense Zoo for at overvære dissektionen af disse årsager:

- Det er en autentisk oplevelse, og det er vidensdeling. Det er ikke bare underholdning, siger han.

104 kommentarer
Vis kommentarer