Ny motorvej kan ramme 475 ejendomme

En ny rapport fra Vejdirektoratet viser, at op mod 475 ejendomme kan blive berørt af ny motorvej

Formålet med den nye motorvej er blandt andet at skabe bedre vejforbindelser i Jylland. Arkivfoto: Esben Nielsen
Formålet med den nye motorvej er blandt andet at skabe bedre vejforbindelser i Jylland. Arkivfoto: Esben Nielsen

Mellem 55 og 80 ejendomme kan ende med at blive jævnet med jorden, når en ny midtjysk motorvej skal etableres.

Derudover kan ejerne af mellem 360 og 475 ejendomme blive tvunget til at skulle afgive jord til projektet alt efter hvilken løsning, der bliver valgt.

Det fremgår af en VVM-undersøgelse, som Vejdirektoratet har lagt frem. En VMM-undersøgelse er en vurdering af, hvordan et byggeprojekt vil påvirke det omgivende miljø.

Her er der en række forslag til den nye motorvejsforbindelse på strækningen Give, Billund og Haderslev. Alle forslagene krydser E20 Esbjerg Motorvejen og løber parallelt med E45.

Artiklen fortsætter under illustrationen...

Her ses de forskellige forslag til en ny motorvej. Foto: Vejdirektoratet
Her ses de forskellige forslag til en ny motorvej. Foto: Vejdirektoratet

Øst eller vest om Billund?
Den nye midtjyske motorvej, der også er kendt som 'Hærvejsmotorvejen', har været diskuteret i årevis. Især går diskussionen på, om den skal gå øst eller vest om Billund.

I forhold til de eventuelt berørte ejendomme, har forslagene vest om Billund lidt større arealmæssige konsekvenser end forslagene øst om Billund.

Formålet med den nye motorvej er at skabe bedre vejforbindelser i Jylland og at aflaste rute 13 fra Vejle mod Viborg og E45 fra Haderslev og nordpå, lyder det i undersøgelsen.

De undersøgte forslag spænder fra cirka 70 til 83 kilometer.

Frem til 13. april 2020 er VVM-undersøgelsen i offentlig høring. På Vejdirektoratets hjemmeside kan man komme med bemærkninger eller kommentarer til undersøgelsen.

235 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere