Ny personalechef truede med fyring: Så sagde alle medarbejdere op i protest

En sms med trussel om fyring fik fredag 15 ansatte på Color Bar i Odense til at sige op på det efterfølgende personalemøde, hvor man valgte at gå, efter en kollega blev fyret. Personalechefen fortryder intet

Det var denne sms fra personalechefen som i sidste ende betød, at alle medarbejdere sagde op på Color Bar i Odense. Privatfoto.
Det var denne sms fra personalechefen som i sidste ende betød, at alle medarbejdere sagde op på Color Bar i Odense. Privatfoto.

Kan man kalde folk på arbejde i deres fritid og true med fyring, hvis de ikke møder op?

Ikke hvis man spørger de nu forhenværende ansatte på Color Bar i Odense. Her havde ejeren af baren nemlig ansat en ny personalechef uden de ansattes viden. Tirsdag i sidste uge indkaldte personalechefen så til personalemøde om fredagen klokken 18. I indkaldelsen truer chefen med fyring, hvis man ikke møder op under det påskud, at mødet ligger om aftenen - altså i de ansattes fritid.

På det pågældende møde havde en af barens to bestyrere så fået en fyreseddel i hånden foran den måbende flok af ansatte, der kollektivt rejste sig og sagde op, fordi de var så utilfredse med den nye personalehefs opførsel.

På mødet skulle han have virket direkte aggressiv, fortæller en af de nu tidligere ansatte, der selv deltog og sagde op:

- Der var ingen tvivl om, at han følte, at det ville være bedst, hvis han var aggressiv i sin fremtoning, men det hjalp ham bare ikke, siger Emma Cæcilie Østrup Kristensen.

Ekstra Bladet har været i kontakt med flere af de tidligere ansatte, der fortæller, at de også følte både tonen til mødet og i sms'en var over stregen.

Artikel fortsætter under billedet ...

Emma Cæcilie Østrup Kristensen er ked af, at hun sagde op i protest mod den nye personalechef, men det var nødvendigt at sige fra, mener hun. Privatfoto
Emma Cæcilie Østrup Kristensen er ked af, at hun sagde op i protest mod den nye personalechef, men det var nødvendigt at sige fra, mener hun. Privatfoto
 

25-årige Emma Cæcilie Østrup Kristensen fortæller, at hun var chokeret over den måde, som den nye personalechef greb tingene an på:

- Jeg blev faktisk ked af det, da jeg modtog sms'en, for det er ikke den normalt så kærlige og respektfulde tone, vi har haft inde på Color Bar. Vi har et stærkt sammenhold, hvilket episoden i sig selv jo afspejler. Men trods den stærke følelse af solidaritet, der var til stede, da vi alle i samlet flok valgte at sige op, er det også med sorg i hjertet, at vi siger farvel til en før hen fantastisk arbejdsplads. 

Fortryder intet
Den kollektive opsigelse betød, at Color Bar måtte åbne senere fredag, hvor personalechefen pludselig fik travlt med at finde nyt bar-personale.

Kim Ernst hedder den nye personalechef hos Color Bar, og han fortæller til Ekstra Bladet, at han sagtens kan nikke genkendende til den sms, han har sendt, men han føler samtidig, at han var i sin gode ret til at true med fyring:

- Jeg kan godt se, at det er hårdt skrevet, men jeg har erfaring, der siger, at når man har et personale, som er skideligeglade med, hvad chefen siger, så må man altså tage sådan et skridt.

Han forklarer videre, at han havde forsøgt at indkalde til et personalemøde tidligere, men at den fyrede bestyrer havde modsat sig:

- Jeg har forsøgt at indkalde til personalemøde før, men den besked kom aldrig ud, fordi hende, der er blevet fyret, ikke mente, at der skulle et personalemøde til, så jeg følte mig nødsaget til at skrue bissen på og skrive sådan til de ansatte, for det dur ikke, som tingene har kørt.

- Men så har de ansatte jo ikke hørt noget om det første møde. Er det ikke en hård måde at indkalde dem på, synes du?

- Det er det måske, men vi havde vores grunde til at fyre bestyreren. Samtlige medarbejdere valgte så at gå, fordi jeg havde valgt at fyre den person. Hun havde åbenbart så meget magt over resten, at de valgte at vise loyalitet over for hende i stedet for firmaet. Det er jeg ikke ked af, for vi har nyt personale igen, og de andre er ikke velkommen her længere - kun som gæster.

Artikel fortsætter under billedet ...

Lovlig indkaldelse
Hos juridisk Institut på Aarhus Universitet forklarer professor i arbejdsret Ole Hasselbalch, at personalechefen har været i sin gode ret til at indkalde til mødet og true med fyring, hvis nogle af de ansatte udeblev:

- Sådan en besked forudsætter jo, at folk er forpligtet til at møde uden for deres arbejdstid. Mange i restaurationsbranchen skal møde uden for arbejdstiden, men jeg synes, det her er en meget hårdhændet måde at gøre det på.

Ole Hasselbalch forklarer samtidig, at de nu tidligere ansatte, der har været timelønnet, burde få betaling for at deltage, når der er mødepligt:

- På almindelige timelønsområde får man betaling for overtid særskilt efter opgørelse. Som funktionær kan det være sådan, at det er indregnet i lønnen, at man skal møde. Men i det her tilfælde skal der jo betales for den tid, som de ansatte har brugt.

Rasmus Krøll, der også var med til mødet, fortæller dog, at man ikke har modtaget betaling for det pågældende personalemøde:

-  Nej vi har ikke fået løn, og det har vi heller ikke fået ved tidligere møder.

414 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere