Ny råddenskab i Danske Bank: Hjalp kunder videre til skattely-advokater

Danske Bank brugte det kontroversielle advokatfirma Mossack Fonseca i Panama, viser lækage ifølge Politiken

Midt i sagen om hvidvask i Baltikum, må Dansk Bank svare på spørgsmål om skattelysrådgivning. Foto: PR
Midt i sagen om hvidvask i Baltikum, må Dansk Bank svare på spørgsmål om skattelysrådgivning. Foto: PR

Danske Bank har andre problemer end de mange milliarder, som blev hvidvasket i bankens filial i Estland.

Skattestyrelsens efterforskere har fundet frem til, at Danske Bank brugte det kontroversielle, nu lukkede advokatfirma Mossack Fonseca i Panama til at hjælpe danske kunder med at undgå at betale skat i Danmark.

Det skriver Politiken torsdag.

Dokumenter afslører, at Danske Bank International i Luxembourg var kunde hos advokaterne i Panama og holdt møder med Mossack Fonsecas europæiske topfolk.

Anmeldt til myndighederne
Skattestyrelsen har nu givet materialet videre til både Bagmandspolitiet og Finanstilsynet, skriver Politiken.

Bevismaterialet stammer fra gigantlækket Panama Papers, som Skat købte en del af for seks millioner kroner i september 2016.

I et notat om sagen sætter Skattestyrelsen ikke navn på banken i søgelyset. Men ifølge Politikens oplysninger er der tale om Danske Bank.

Politiken har adgang til hele Panama-lækket, og her viser en gennemgang forbindelser mellem Danske Bank og Mossack Fonseca.

Både via Danske Bank International SA i Luxembourg og - i højere grad - via den skandaleramte filial i Estland.

Panama Papers

* Historien om Panama Papers er en af de største nogensinde om internationalt skattesnyd.

* Der er tale om 11,5 millioner dokumenter, som blev lækket fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama.

* Dokumenterne dækkede over 200.000 udenlandske selskaber og privatpersoners konti.

* En anonym medarbejder i Mossack Fonseca lækkede i 2015 dokumenterne til den tyske avis "Süddeutsche Zeitung".

* De lækkede dokumenter blev trawlet igennem af 109 medier fra 78 forskellige lande - heriblandt DR og Politiken.

* Lækken fik navnet Panama Papers.

* Dokumenterne går helt tilbage til advokatfirmaets etablering i 1977 og frem til udgangen af 2015.

* Lækket afslørede en lang række banker, blandt andet Nordea, der havde kunder med konti i Panama.

* En lang række prominente personer optrådte i papirerne. Statsoverhoveder, premierministre, fodboldspillere og kendisser var blandt dem, hvis udenlandske selskaber kom frem.

Ingen samarbejde, sige chefjurist
Flemming Pristed, der er chefjurist i Danske Bank, udtaler til avisen, at banken ikke har haft et samarbejde med det omstridte advokatfirma. Om det faktum at de nye oplysninger nu er overgivet til myndighederne, siger han:

- Vi stiller os naturligvis til rådighed for myndighederne, som vi løbende har en god og konstruktiv dialog med.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil have afklaret, om banken kan drages til ansvar.

- Jeg ønsker som minister en hård kurs over for rådgivere, der bevæger sig i gråzonen, og dem, der er helt inde, hvor vi tror, det er ulovligt. De sager skal prøves, og de skal rejses, hvis der en kinamands chance for det, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Politiken.

288 kommentarer
Vis kommentarer