Ny rapport: Danskerne frygter igen corona

Især bekymringer om landets økonomi og konsekvenser for ens nærmeste fylder hos danskerne

Mange tror måske, at corona er et overstået kapitel, men på et pressemøde for knap en måned siden var budskabet fra Kåre Mølbak et andet. Video: Ritzau Scanpix

Hvad skal der ske med Danmarks økonomi? Og hvad med min familie?

Sådanne bekymringer gør danskerne sig, og helt nye tal viser, at bekymringen er stigende.

Siden coronakrisen for alvor brød ud i Danmark i marts 2020, har forskningsprojektet HOPE på Aarhus Universitet målt danskernes adfærd og holdninger til coronavirussen.

I dag viser tallene, at danskernes frygt er på det højeste niveau siden midten af marts, da Danmark blev sendt i lockdown og hundredetusindvis af danskere sendt hjem fra arbejde og uddannelse.

Markant ændring
I sommermånederne hvor smittetallet var lavt, faldt den generelle frygt for coronavirussens konsekvenser.

Men HOPE-projektets nyeste tal viser, at 72% af de adspurgte danskere nu frygter coronavirussens konsekvenser. I juni var tallet 54%.

Det er især bekymringer om landets økonomi, samfundets udsatte og ens familie, der fylder hos danskerne.

Knap 80% er i nogen eller høj grad bekymret for landets økonomi.

Lige omkring 60% frygter for sin egen familie samt Danmarks evne til at tage sig af de svageste i samfundet.

Forsker: Godt udgangspunkt
En af forskerne bag rapporten, Andreas Roepstorff, ser tallene som, at danskerne har et godt udgangspunkt for at handle aktivt imod coronavirussen:

- Det, der er mest tankevækkende er, at de ændringer vi ser, faktisk har været i gang i en måneds tid. Bekymringen stiger, inden vi begynder at se det på smittetallene.

- Det tyder på, at den generelle fornemmelse for, hvad der er på vej, egentlig er god i befolkningen.

Derfor mener han, at det vil være nemmere at overbevise danskerne om at bruge eksempelvis mundbind:

- Danskernes fornemmelse er, at coronakrisen ikke kun er den enkeltes ansvar, men et kollektivt ansvar.

- Det er supervigtigt, når man ser på nogle af de tiltag, vi står overfor nu. Eksempelvis mundbind, hvor det ikke kun handler om, at jeg skal beskytte mig selv, men at vi skal beskytte hinanden.

Har du ændret noget i dit liv, fordi du frygter konsekvenserne af coronavirussen? Så kontakt Ekstra Bladet på 1224.

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

161 kommentarer
Vis kommentarer