Ny rekord: 77.000 nye smittede i USA

Det er det højeste tal siden pandemien begyndte

Smittetallet bliver ved med at stige i rasende fart i USA.

Det skriver CNN.

Således er der det seneste døgn registreret 77.000 nye smittetilfælde med corona i landet.

Det er det højeste tal siden pandemien begyndte.

Derudover er der blevet registreret 943 coronadødsfald.

I alt er der nu smittet mindst 3.576.157 personer med 138.358 dødsfald til følge.

Tallene inkluderer smittetilfælde for alle stater og andre amerikanske territorier.

Antallet af nye smittede i USA har været stigende siden maj, hvor USA så småt begyndte at genåbne delstater for at få gang i økonomien.

Siden slutningen af juni har den sydlige og vestlige del af USA især været ramt af virusset.

Delstaten Florida melder om den største stigning af alle delstater i USA det seneste døgn med næsten 14.000 nye smittede.

Floridas republikanske regering med guvernør Ron DeSantis i spidsen var blandt de mest ivrige delstatsmyndigheder for at genåbne.

Sidenhen har guvernøren måttet rulle nogle genåbningstiltag tilbage. For eksempel har han genindført forbud mod salg af alkohol på barer i sidste måned.

DeSantis insisterer på, at alle skoler i delstaten skal genåbne fuldt ud i august, stik imod hvad, mange lokale skoler mener, er sikkert at gøre.

86 kommentarer
Vis kommentarer