Ny rekord efter Harvey: Højeste måling af regn i USA

I Texas holder de nu rekorden for mest regn i USA. Det er en af konsekvenserne af orkanen Harvey, der har hærget staten de seneste dage

Orkanen Harvey har virkelig formået at skabe overskrifter. Indtil videre har det været den kraftigste orkan, der har ramt Texas i 50 år, og eksperter spår den til at blive dyrere end forgængere Katrina, der ramte New Orleans i 2005.

Højeste måling af regn
Nu har Harvey også slået en rekord. Der er nemlig for første gang målt nedbør på 1317 millimeter regn i USA. Det skriver The New York Post. 

Dermed bliver orkanen altså sikkert og vist en del af amerikansk historie.

Til sammenligning har vi i Danmark oplevet et gennemsnitligt nedbør på 746 millimeter de sidste 30 år. Som det allerhøjeste havde vi i 1999 nedbør på 905 mm.

Det fortæller senior klimatolog John Cappelen hos DMI. Han mener, at det er en voldsom mængde vand, den amerikanske stat har fået.

- Det er jo helt vildt, jeg er lige ved at sige, det er dobbelt op på det, vi har set i Danmark, siger han til Ekstra Bladet.


TV-hold redder lastbilchauffør fra vandmasserne i Houston. Video: KameraOne

Store konsekvenser
En tropisk storm plejer at miste sin styrke, når den rammer land, fordi den ikke længere kan få energi fra de vanddampe, der kommer fra havet. Med vanddampene har orkanen samlet sig en kæmpe masse af vand i sig, som den afgiver, når den rammer land.

- Men den er godt nok sejlivet. Den her orkan bliver ved med at afgive vand, siger John Cappelen.


Barn reddet fra at drukne i Houston. Video: AP

Og det har store konsekvenser, når en orkan af den størrelse rammer. Vinden kan, ifølge John Cappelen, komme op på dobbelt orkanstyrke.Det betyder, at konstruktioner kan falde sammen, men det er ikke det eneste, de kan forvente i Texas.

- Den store mængde vand kan lede til store mudderskred, som kan ødelægge veje og gøre stor skade, siger John Cappelen.


Dansker ramt af tropisk storm i Houston. Video: Ekstra Bladet TV

Nødbekendtgørelse
Netop derfor har præsident Donald Trump underskrevet en nødbekendtgørelse for Texas.

Det betyder, at orkanen Harvey er erklæret en føderal katastrofe, og man i Texas kan få frigivet midler til nødhjælp.