Det var en retssals-vant Klaus Riskær i sit stiveste puds flankeret af advokat Henrik Stagetorn og fire tykke sagsmapper, der indfandt sig i Københavns Byret mandag.
Her mente anklagemyndigheden, at han har overtrådt et forbud fra 2008 mod at stå i spidsen for virksomheder som direktør eller bestyrelsesmedlem, da han i virkeligheden skulle have stået i front for selskabet Reboot Aps, der ejes af Riskærs tre sønner, Kristoffer Sander Thomsen, Frederik Riskær Pedersen og Christian Riskær Pedersen. De købte virksomheden for den nette sum af én krone hver i 2010.
Blandt andet har Riskær haft adgang til Reboots konti i Arbejdernes Landsbank, firmabil og fed hyre i virksomheden, der i seneste regnskabsår havde en egenkapital på 61,4 millioner kroner og et overskud på godt 12,5 millioner kroner..
Artiklen fortsætter under billedet ...
Ikke tale om ledelse
I retten oplyste Anklagemyndigheden, at der er blevet modtaget tre underretninger på Riskær, Reboot og partiet Borgerlisten. Det ledte siden til en efterforskning, der har placeret Riskær i den varme stol i Københavns Byret.
- Derfor rejser Anklagemyndigheden tiltale for at have udøvet ledelsesvirksomhed, betalinger, likviditet og bogføring til partiet, lød det fra anklageren.
Riskærs advokat nedlagde påstand om frifindelse - og subsidiært forældelse, da forbuddet i advokatens optik burde være forældet.
- Men han har ikke foretaget dispositioner af ledelsesmæssig karakter, sagde Henrik Stagetorn i retten.
Reboot Aps både ejer og har adresse på ejendommen Gammel Strand 42 i København, hvor Riskær også selv bor. Ejendommen i sig selv er værdisat til mere end 100 millioner kroner.
Artiklen fortsætter efter videoen ...
Klaus Riskær har stor succes med sine forretninger i Sydamerika. Til Ekstra Bladet fortæller han, at konceptet er på vej til Danmark
Vinkølerum og cannabis
Første vidne i skranken var en håndværker, der arbejdede med el- og køleanlæg. Han skulle nemlig sparke nyt liv i et vinkøleanlæg på adressen, der beskrives som 'et helt rum,' og kom derfor i kontakt med Klaus Riskær gennem en Reboot-mail.
Det var da også hos netop Reboot, at regningen faldt ind ad brevsprækken.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Hos tidligere kollegaer tegnes der også et billede af en Riskær, der på trods af forbuddet mod at virke som direktør eller bestyrelsesmedlem dog alligevel har levet ganske direktørværdigt.
En forretningspartner, som han har drevet cannabismarker i Uruguay og et bageri i den argentinske hovedstad, Buenos Aires med, har forklaret politiet, at Riskjær har fremsendt en mail 'on behalf of Reboot'.
Range Roveren og 60.000
Den tidligere direktør i Reboot mellem 2010 og 2012, forklarede i retten, hvordan han arbejdede gratis på et projekt med boliger med variabel husleje, der skulle følge renten.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Samtidig var Riskær i fængsel - men også ansat som konsulent hos Reboot til en månedsløn på 60.000 kroner. Oven i det købte virksomheden også Riskærs egen Range Rover tilbage fra hans konkursbo, som han siden fik stillet gratis til rådighed. Frie rammer var der også rigeligt af.
'Konsulenten tilrettelægger selv arbejdet', lyder det i kontrakten. Men eks-direktøren mente faktisk, at det var 'en god deal' for Riskærs evner, forklarede han i retten.
- For en mand med Klaus' evner mener jeg helt klart, at det er fair, lød det.
Sagen forventes afsluttet 9. februar i år.