Ny samsøfærge udskydes et år på grund af coronakrisen

Den nye samsøfærge skulle have sejlet mellem Samsø og Aarhus til sommer

Der kommer ikke til at sejle en færge mellem Samsø og Aarhus til sommer som planlagt.

Det har coronakrisen nu også sat en stopper for.

Det fortæller færgedirektøren hos Samsø Rederi til TV2 Østjylland.

- Vi kan simpelthen ikke få den synet i Kina, som vi skal. Den skal testsejles og kontrolleres sammen med Søfartsstyrelsen, inden den kommer til Danmark, og det har vi ikke mulighed for, siger Carsten Kruse til TV2 Østjylland.

Færgen bygges i Kina, og det er Udenrigsministeriets nye rejsevejledninger for verden, der har sat en stopper for projektet.

Ministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser i hele verden på grund af risikoen for smitte med corona-virus.

Den ny færge har været mange år undervejs, og er indtil videre er den udskudt til foråret 2021.

Færgedirektøren mener, at folk godt kan vente et år mere.

- Jeg er selvfølgelig træt af det, men når man tænker på alt det, der sker i samfundet lige nu, er det en biting. Nu har folk ventet så mange år på den, at de godt kan vente et år mere, siger Carsten Kruse.

Færgen skal overholde danske standarder, og det skal Søfartsstyrelsen godkende sammen med folk fra Samsø Rederi, inden den kommer til Danmark.

Samsø Rederi håber, at det kan ske til efteråret, og at den derefter kan komme til Danmark.

Rederiet kommer ikke til at tabe penge på at udskydde projektet, og færgedirektøren kan faktisk se flere fordele i at udskyde projektet.

- Planen var, at vi skulle have ansat nogle folk i fire måneder og lavet kurser for dem og fyret dem igen. Nu kan vi ansatte dem til foråret næste år, og så er deres kontrakter varige, siger færgedirektøren.

Han henviser til, at færgen skulle have ligget stille fra oktober og til og med foråret 2021. Men næste år kommer den til at sejle hele året rundt.

1 kommentar
Vis kommentarer